Nul varer har fået dråben
Ikke et eneste produkt er godkendt efter den nye godkendelsesordning for byggevarer, der er i kontakt med drikkevand
Godkendt til drikkevand" hedder ordningen, som Energistyrelsen har ansvaret for, mens Teknologisk Institut er sekretariat.
- Det, vi hører, er, at rigtig mange virksomheder bliver dømt ude af formalia, eller fordi man mener, at den fremlagte dokumentation ikke er klar nok. Det kan vores virksomheder overhovedet ikke forstå, fordi de afleverer test-materiale fra anerkendte laboratorier, siger branchedirektør i DI Handel Lars William Wesch, der vurderer at flere tusinde produkter er ramt.
Stor administrativ byrde
Den nye ordning betyder ifølge Lars William Wesch mere administration for virksomhederne:
- Nu skal virksomhederne selv indtaste en masse informationer, så ordningen giver virksomhederne en stor administrativ byrde. Vores indtryk er, at det skaber en masse forvirring og afholder mange fra at indsende ansøgninger.
At ingen produkter er blevet godkendt efter den nye ordning, betyder ifølge Lars William Wesch ikke, at de er sundhedsskadelige.
- Der har været en høj standard gennem mange år for byggevarer, der har forbindelse med vand, og derfor er der ikke nogen grund til, at produkterne, der har været godkendt efter den gamle ordning, ikke skulle kunne blive godkendt efter den nye, siger han.
Anerkender problem
Energistyrelsen erkender, at den nye ordning er problematisk.
- Ordningen har vist sig i praksis at være langt mere administrativ tung og bureaukratisk over for virksomhederne, end intentionen har været. Det er helt uacceptabelt, at der ikke er et eneste produkt, der er blevet godkendt, siger kontorchef i Energistyrelsen, Marie Louise Hansen.
Hun fortæller, at problemet består af to dele:
- Der er to sider af sagen, og vi er i gang med at kigge på begge dele. Der er dels reglerne, dels hvordan den bliver håndhævet i praksis. Vi bliver nødt til at kigge på reglerne for at se, om vi har formuleret os uhensigtsmæssigt, sådan at sekretariatet med nogen ret kan sige, at man er nødt til at administrere den på den måde, man har gjort. Den anden del består i at få forklaret Teknologisk Institut, at vi ønsker at få administreret ordningen på en så enkel og pragmatisk måde som muligt.
Fredag holdt Energistyrelsen møde med Teknologisk Institut og Naturstyrelsen, som fastsætter tekniske krav i forbindelse med sundhed. Her blev et udkast til en mere forenklet praksis tilvejebragt, og Marie Louise Hansen håber, at den nye vejledning vil få sat gang i uddelingen af det nye dråbemærke.
- Teknologisk Institut skal i den kommende uge afprøve den nye praksis, og så håber vi, at vi har fundet løsningen, men det kan ske, at der skal laves enkelte justeringer, siger hun.
Ingen påbud
Energistyrelsen opfordrer hele branchen til at være pragmatisk.
- Vi vil gerne opfordre alle i branchen til at være pragmatiske. Mange virksomheder står og tripper for at få godkendt byggevarer, hvis VA-godkendelse er udløbet. Vores budskab er, at man skal huske på, at bare fordi godkendelsen er udløbet, er det ikke ensbetydende med, at produktet nu er sundhedsskadeligt. Energistyrelsen vil ikke være offensiv og gå ud og udføre markedskontrol før vi er sikre på, at virksomhederne rent faktisk har haft mulighed for at efterleve de nye regler, og samtidig er der i denne overgangsfase heller ingen virksomheder, der vil få påbud, fordi de ikke har dråbemærket, siger hun.