Anlægsnyt
NEDRIVNING - HERNING: Herning Kommune har søgt om maksimal andel i statens Pulje til Landsbyfornyelse for 2014 og har fået tilsagn om op til tre mio. kroner til udmøntning i 2014.
Anvendelsen forudsætter en kommunal medfinansiering på 40 procent. Kommunens finansiering forventes fastlagt i forbindelse med budgetforhandlingerne i efteråret.
Puljemidlerne kan anvendes til istandsættelse af nedslidte boliger, nedrivning af nedslidte boliger, nedrivning af private erhvervsbygninger, hvor erhvervet er nedlagt, fjernelse af skrot og affald på boligejendomme samt til kommunalt opkøb af nedslidte ejendomme med henblik på istandsættelse eller nedrivning.
HAVN - AARHUS: Aarhus Havn foretager i indeværende år en række investeringer, der medvirker til at effektivisere udnyttelsen af eksisterende havnearealer og til at forbedre sikkerheden omkring adgangsvejene til havnen både til lands og til vands.
Der investeres 50 mio. kroner i forlægning af adgangsveje, udvidelse af det dybe indsejlingsbassin samt opførelse af en ny portbygning med adgangskontrol. Østhavnsvej forlægges for eksempel helt ud til Østmolen, og i tilknytning til den forlagte Østhavnsvej anlægges en grøn stiforbindelse for gående og cyklister.
Forlægningen af Østhavnsvej er muliggjort i en ny lokalplan for området, som Aarhus Byråd netop har vedtaget.
region hovedstaden
GADERUM - VALLENSBÆK: Vallensbæk Kommune arbejder på at få omdannet Gammel Køge Landevej, så den i højere grad er Vallensbæks hovedgade i strandområdet frem for en amtslig gennemfartsvej som den var engang.
Der lokalplanlægges for at sikre mulighed for tidssvarende boligkvalitet i området, samtidig med at Vallensbæk Strandvej styrkes som områdets sammenbindende rygrad. Det er tanken, at gaderummet skal indrettes hensigtsmæssigt i forhold til sikkerhed, trafikafvikling, og at strandvejskarakteren skal styrkes.