Store forskelle på kommunernes metode og pris
Dansk Byggeris undersøgelse af affaldsmodellens praksis i kommuner viser mange variationer
Det bliver understreget af en ny undersøgelse, som Dansk Byggeri har udarbejdet hos sine medlemsvirksomheder.
Den viser også, at der er meget forskellige modeller.
Der er tre hovedvarianter af det offentlige opkrævningssystem. Og de fordeler sig ifølge organisationen på denne måde:
- 33 procent af kommunerne har valgt en klippekortmodel, mens 24 procent af kommunerne benytter en abonnementsmodel. Ni procent af kommunerne har valgt bom og vægt-modellen.
- 23 procent af kommunerne har valgt en kombination af de forskellige tilmeldemodeller, hvor den mest udbredte kombination er klippekort og årsabonnement.
Stor variation
Rent prismæssigt er der også en stor variation.
- Affaldsgebyrerne varierer betydeligt mellem kommunerne. Et årsabonnement for et firma med to til 10 ansatte koster i den billigste kommune 2.908 kroner, mens det i den dyreste kommune koster 12.000 kroner. Den dyreste kommune er altså mere end fire gange så dyr som den billigste, skriver Dansk Byggeri.
Dansk Byggeri opstiller også en konkret priscase, hvor de tager udgangspunkt i en abonnementsordning for en virksomhed med otte ansatte og tre biler, heraf to kassevogne og én ladvogn.
Ifølge organisationen vil den årlige pris for virksomhedens benyttelse af den kommunale genbrugsplads løbe op i 38.368 kr., hvis den pågældende virksomhed er tilknyttet en af kommunerne under Vestforbrænding ved København.
Hvis den samme virksomhed derimod bosat i Holbæk, lyder den årlige pris for genbrugspladsen på 5.482,49 kr. En pris-forskel på over 30.000 kr. om året ifølge Dansk Byggeris beregninger
Afspejler biltypen
Ifølge organisationen skyldes det, at Vestforbrænding lader abonnementsprisen afspejle biltypen og antallet af biler, mens Holbæk kommune fastsætter abonnementsprisen efter antal ansatte, så der blot betales et samlet gebyr for den enkelte virksomhed. I dette tilfælde kategorien 2-10 ansatte.
Det er dog muligt både på Vestforbrænding og i Holbæk Kommune, at man kan vælge at betale per besøg, men i Holbæk er betaling per besøg dog kun muligt fire gange om året, oplyser Dansk Byggeri.