Reform sender færre på førtidspension
Kun 33 i bygge- og anlægsbranchen har i andet kvartal af 2013 fået tilkendt førtidspension
- Jeg tror ikke, at der er blevet færre syge. Jeg tror, at reglerne er blevet sådan, at nu kan man ikke få førtidspension på samme måde, som man kunne før. Det er tallene udtryk for, siger Jørn Erik Nielsen, formand for BAT-kartellets arbejdsmiljøudvalg og for Malerforbundet.
1. januar i år trådte en ny førtidsreform i kraft, og den har ikke kun haft betydning for bygge- og anlægsbranchen. Mens der er tale om et fald i antallet af nytilkendelser på 71 procent i bygge- og anlægsbranchen i dette års andet kvartal, er der på tværs af alle brancher tale om 66 procent færre tilkendelser.
- Der er måske tale om en forsinkelse af nogle af tildelingerne, da der nu stilles store krav til, at det skal afklares, hvordan man så kan deltage på arbejdsmarkedet, før man tildeler førtidspension, siger Vilhelm Borg, der er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Han siger desuden, at en anden forklaring på det drastiske fald i antallet af tilkendelser kan være, at færre søger, hvis man ved, at det er blevet sværere at få førtidspension.
Jørn Erik Nielsen tror ikke, at forklaringen er, at afgørelserne er blevet skubbet.
- Det tror jeg ikke på. Så skal vi trække det et år mere, før vi kan fortælle, at det er noget lort det, der er blevet lavet, siger han.
Bevægeapparat ramt
Vilhelm Borg fortæller, at faldet generelt er størst inden for muskel-skelet-diagnoser og psykiske diagnoser.
- Jeg tror, at det skyldes, at man tænker, at dem, der har den slags problemer, kan måske tage et andet arbejde, hvor det ikke er et stort problem, at de har den type helbredsproblemer. Dem, der har muskel-skeletbesvær kan måske få et arbejde, som er mindre fysisk anstrengende, mens dem, der har psykiske vanskeligheder måske kan finde et andet arbejde, hvor der ikke stilles så store krav til deres kognitive funktioner, og hvor man ikke bliver konfronteret med andre mennesker i lige så høj grad, siger han.
Det er netop psykiske lidelser og bevægeapparatssygdomme, som er de hyppigste årsager til, at ansatte i bygge- og anlægsbranchen får tilkendt førtidspension.
Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har fortalt, lå en psykisk lidelse bag 23,6 procent af alle nytilkendelser i 2012, mens bevægeapparatet var skyld i, at 27,8 procent fik tilkendt førtidspension i 2012.
Følg lægens ord
Jørn Erik Nielsen mener ikke, at det er rimeligt at omskole byggeriets ansatte, der er blevet nedslidt på grund af deres fysisk hårde arbejde, hvis de ifølge en lægevurdering er uarbejdsdygtige.
- Hvis man er blevet nedslidt, skal man ikke omskoles. Så skal man have pension, for så er det, fordi man ikke kan arbejde længere - og så skal man ikke bruge en to-tre år på at sende folk i alverdens arbejdsprøvninger. Når lægen har konstateret, at man er færdig på arbejdsmarkedet, så er man færdig, siger han.