23948sdkhjf

OPP kommet for at blive

Når FOA blæser til kamp mod OPP, skal det ses i billedet af, at netop veje, kloakker og byggerier i årevis har været mishandlet af politikerne specielt i kommunerne, fordi de hellere ville skære ned på "de hårde varer" i det kommunale sortiment, end "de bløde hænder".

Når kommunerne manglede penge på budgettet, var det politisk lettere at skære på vedligeholdelse af det kommunale kapitalapparat end på de medarbejdere, der står i forreste linie i forhold til borgerne. Veje, kloakker og byggerier kan jo sjældent råbe om hjælp, og når først borgerne gør det på kapitalapparatets vegne, er det som regel for sent. Skaden er sket, og det bliver meget dyrere at rette skaden op, end det havde været at gribe ind med rettidig omhu.

Når en række kommuner nu begynder at benytte både OPP og funktionskontrakter, skyldes det noget så simpelt som selverkendelse. Politikerne ved nemlig godt, at der er penge at spare i den lange ende, hvis man sikrer sig mod hovsa-politik, hvor kapitalapparatet igen og igen må holde for. FOA har altså ret i, at kommunerne på en måde bindes på hænder og fødder, men det forhindrer letsindig omgang med skatteborgernes penge.

I det hele taget må man spørge sig selv, om det er en kommunal kerneopgave at eje, drifte og vedligeholde bygninger, veje og kloakker. Det seneste eksempel på, hvor galt det kan gå, kan findes i Greve Kommune syd for København, hvor kommunen i forbindelse med et plejehjemsbyggeri har optrådt inkompetent på grænsen af det uduelige som bygherre.

Et gammelt mundheld siger, "skomager bliv ved din læst". I alt for mange år har landets kommuner kastet sig over den ene opgave efter den anden, der lige så godt kunne være løst af det private erhvervsliv under konkurrenceprægede vilkår. Det passer naturligvis ikke FOA.

Flere og flere kommuner har erkendt, at de opnår de bedste resultater ved at involvere private virksomheder på eksempelvis byggeområdet. Det er på tide for FOA at vænne sig til tanken, for der bliver ikke mindre OPP og færre funktionskontrakter de kommende år – tværtimod.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093