23948sdkhjf

Markedet er ryddet for de nyere brugte

Entreprenørmaskinerne får lov til at køre væsentligt flere timer før der skiftes
Der var engang. Det var dengang, der blev købt masser af splinternye entreprenørmaskiner, som så blev skiftet ud, når de havde 5-6.000 timer på "klokken". Den tid er forbi. Nyindkøbene får lov til at køre væsentligt længere end før krisen meldte sig og verden gik af lave. Dermed er markedet for brugte entreprenørmaskiner også ændret markant.

- Markedet er ryddet for de nyere brugte maskiner med kun nogle få tusinde km på tælleren. Nu er det lidt ældre maskineri, vi får ind og så kan udbyde igen. Naturligvis stadig masser af udmærkede maskiner. Men de har altså typisk kørt mellem 10.000 og 15.000 timer. Når det gælder de store gravemaskiner fra 25 tons og opefter, står der måske 17.000, inden maskinen første gang sælges som brugt, fortæller Leif Petersen.

Kører længere

Som salgschef hos JMM Group har han fingeren på brugt-pulsen. Forleden tog Leif Petersen turen fra JMMs sjællandske afdeling i Rønnede til hovedkvarteret i Horsens for at være med ved indvielsen af firmaets nye brugtcenter.

- Nysalget er såmænd udmærket i gang. De store kunder har rigeligt med opgaver i ordrebogen. Derfor kommer der også hele tiden nye maskiner ud. Men de store maskiner får simpelthen lov til at køre længere i dag, end det var tilfældet før krisen, siger Leif Petersen.

- Det er mit indtryk, at det generelt går fornuftigt for branchen. Vi er stadig i et presset marked med benhård konkurrence, og prisniveauet på de brugte maskiner er omkring 20 til 25 procent lavere end før krisen, vurderer JMMs salgschef.

Trods lavere brugtpriser, klager Leif Petersen ikke over aktivitetsniveauet i JMM-salgsafdelingen.

- Vi ligger over budget over hele linjen og forventer 10 procent større omsætning i 2014. Vi ansætter da også løbende nye medarbejdere. Der er allerede ansat folk til værksted og service både i øst og vest. Og jeg skal også have et par ekstra medarbejdere på salgssiden, siger han.

Porten er åben

Det er netop med kraftigt fokus på de brugte maskiner, JMM Group har åbnet det nye brugtcenter ved hovedafdelingen i Horsens. Et areal på 2000 kvadratmeter er købt til formålet, og her vil JMM løbende præsentere det aktuelle udvalg af brugte maskiner.

- Vi har sat hegn om hele pladsen, men også en port i det ene hjørne. Den vil være åben syv dage om ugen fra syv morgen til syv aften. Det giver entreprenører og andre mulighed for at kigge ind og se på mulighederne også uden for almindelig arbejdstid. Hvis man har lyst til at kigge i løbet af weekenden, gør man det. Også uden at skulle lave forhåndsaftale med en sælger, forklarer Leif Petersen.

Som at se på biler

Til gengæld vil der altid være mulighed for at kontakte en af JMMs sælgere, hvis en maskine er ekstra interessant og tegnebogen trykker i baglommen.

- Det vil være lige som at kigge på biler. Og vi véd, at også både tyske og hollandske opkøbere vil dukke op både i ydertimerne og i weekenderne, siger salgschef Leif Petersen.

Målet er altid at kunne præsentere et sted mellem 60 og 80 entreprenørmaskiner i klassen, som branchen kender som "gode brugte".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094