23948sdkhjf

Facebook som værktøj i skolerenovering

Adserballe & Knudsen har netop taget hul på en større renovering af Ellebjerg Skole i København
Andet halvår 2012 er startet med fuld fart hos entreprenørvirksomheden Adserballe & Knudsen.

I sommerferien vandt virksomheden licitationen til 73 mio. kroner på en totalrenovering af Ellebjerg Skole i København, og arbejdet er sat i gang straks ved feriens slutning

- Jeg kom tilbage mandag og har haft fuldt op at gøre med at organisere arbejdet, siger projektleder Niels Jul Jakobsen, Adserballe & Knudsen, der udfører renoveringen i hovedentreprise.

Han tilføjer:

- Nedriverne startede midt i juli med at rydde ud og bane vejen for vores arbejde. I dag mandag kommer skoleeleverne tilbage fra ferien, så vi har haft en uge til at lægge planer, få materiellet på plads og aftale praktikken med skolens ledelse.

Informerer via Facebook

Den største udfordring er, at skolens godt 400 elever og lærere skal have deres daglige undervisning - så vidt muligt uforstyrret - mens arbejdet er i gang.

- Med skolen har vi lagt en plan for at sikre en fornuftig og ansvarlig adskillelse fra arbejdsområdet. Vi går også nye veje med en Facebook-side om arbejdet for at informere eleverne, der er i alderen fem-seks til 14-15 år. Vi tror, information på Facebook er vejen til at skabe forståelse for, at de bliver på den rigtige side af hegnet og ikke lader sig friste til at sætte sikkerheden for dem selv eller os over styr, siger Niels Jul Jakobsen.

Opgaven blev vundet på tilbudsprisen og på Adserballe & Knudsens erfaring med at være ansvarlig for byggestyring, der kompliceres af stramme tidsfrister og hensyntagen til bygningens brugere under udførelse. Entreprenørvirksomheden har tidligere løst flere af denne type opgaver, blandt andet på Sundbyvester Skole og Vestre Fængsel.

Nye lokaler

Arbejdet er opdelt i 12 faser, så elever og lærere kan rykke fra gamle til nye lokaler, efterhånden som renoveringen bliver afsluttet. Arbejdet er tilrettelagt efter en rullende plan, hvor eleverne får flere og flere nye lokaler.

Projektets mange delopgaver og forskellige fag skal koordineres for at sikre en smidig og effektiv byggeproces, der holder tidsplanen.

Men det er en kerneopgave for projektleder Niels Jul Jakobsen.

-Vi har selv tre-fire byggeledere og otte-ti tømrere plus lærlinge i gang med alt fra at udskifte vinduer, opsætte nye sænkede lofter mm og til slut lægge nyt tag, siger Niels Jul Jakobsen og tilføjer:

- Dernæst har vi gode fagentreprenører på de øvrige delopgaver. Rudersdal Murerentreprise og Poul Sejr Nielsen VVS skal udføre henholdsvis murer- og vvs-arbejde. Winther & Strøm skal udføre opgaven med el og it-kabling, som på en skole er ganske omfattende. De tre fag involverer omkring 10 mand.

Også udenom og under

Hovedentreprisen omfatter endvidere renovering af skolegård og kloak. Arbejdet forventes sluttet i september 2013.

Renoveringen af Ellebjerg Skole er en del af Københavns Kommunes genopretningsplan nummer to for seks af kommunens i alt 45 skoler, hvor der i budget 2011 blev afsat 231 mio. kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109