23 personer sigtet i mulig kartelsag
Ud over firmaerne risikerer ledende ansatte store bøder, men ikke fængsel
Nu oplyser SØK, at der er tale om 23 ledende medarbejdere, der er sigtet ud over de 18 firmaer, de er ansatte i. Der er altså tale om 41 sigtelser i alt.
Ifølge ekspert i konkurrenceret, lektor på Københavns Universitet, Christian Bergqvist, kan der blive tale om betydelige bødestraffe, hvis de sigtede bliver fundet skyldige i brud på Konkurrenceloven.
- Der er strammet op på eventuelle bødestraffe på dette område, og det er bestemt ikke noget særsyn, at der er de enkelte personer, der skal af med bøder, siger han.
Ikke fængsel
Til gengæld er fængselsstraf ikke muligt, da det ikke ligger i den nuværende konkurrencelov, men til gengæld arbejdes der med dette forslag, og den mulighed hilses velkommen af ikke bare konkurrencemyndigheder, men også af Statsadvokaten for særlig Økonomisk Kriminalitet.
Det er den daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), der har nedsat et udvalg, som skal vurdere konkurrencelovgivningen fremadrettet.
Udvalget skal blandt andet undersøge, om der er grundlag for at indføre fængselsstraf for overtrædelser af konkurrenceloven.
Udvalget skal komme med en rapport i april.
Men lige meget, hvad udvalget finder frem til, får det ikke indflydelse på den aktuelle sag, siger Christian Bergvist til Licitationen.
- Eventuelle ændringer eller skærpelser af lovgivningen kan jo ikke påvirke ældre sager. Derfor vil ingen af de implicerede, hvis de blive fundet skyldige kunne tilkendes fængselsstraf, siger han.
Hvornår sagen kommer i retten er usikkert.
Leder af Statsadvokaten for særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) tidligere Bagmandspolitiet - jurist Jens Madsen, siger til Licitationen, at han forventer, at det bliver i 2012.
Mere vil han ikke sige, da der stadig efterforskes. 60 til 70 personer skal afhøres, fortæller han.
Status er, at de 18 firmaer er under mistanke for at have deltaget i skjulte ulovlige aftaler i 50 sager til en entreprisesum på omkring 500 mio. kr.
Det skulle have være foregået fra 2005 til 2009.
Politiet vil ikke oplyse navnene på de sigtede virksomheder.
Men alligevel er en række navne på de berørte firmaer kommet frem i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Det er Øens Murerfirma, Jakon, Elindco Byggefirma, N. H. Hansen & Søn, Julius Nielsen & Søn, Hellerup Byg og Juul & Nielsen.
Senest er Jønsson også blevet sigtet.
Disse mellemstore og store entreprenørvirksomheder har afvist, at de har medvirket til ulovlige pris- og ordreaftaler, når Licitationen har henvendt sig.
Et af firmaerne valgte dog selv at gå i pressen efter en razzia og sigtelse, og det er den sidste i rækken, Jønsson.