Byggenyt
SAKSKØBING: Netto i Sakskøbing vil bygge en ny og større butik til afløsning af den nuværende butik ved Lillemark, skriver Lolland-Falsters Folketidende. Butikken skal være 1.000 kvm stor.
Dansk Supermarked vil overtage ejendommen Vestergade 24-26 og rive den ned for at skabe mere plads til parkeringspladser.
Der skal laves ny lokalplan for området, hvis planerne skal realiseres.
KØGE: Køgehallerne er klar med planer og arkitekttegninger til en ny multihal, som skal opføres i forlængelse af de eksisterende to haller og samtidig indgå i Køge Park-projektet som den ene endetribune.
Køge Arkitekterne med Hans Maar i spidsen har tegnet den nye multihal. Hallen skal beklædes med træ for at opnå et let udtryk og samtidig skabe kontrast til de eksisterende haller, skriver Dagbladet Køge.
Selv om hallen er tegnet som en del af Køge Park, kan den godt bygges uden tribunen til at starte med, hvis stadionplanerne udskydes.
REGION MIDTJYLLAND
SKJERN: Ringkøbing-Skjern Museum er gået i gang med at skaffe penge til huse til en renovering af Skjern Vindmølle.
Der skal bruges 2,5 mio. kr. på renoveringen, og for nylig har museet modtaget et anonymt bidrag på en halv mio. kr., fortæller Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Planen er at bruge resten af 2012 på at rejse pengene og derefter gå i gang med at renovere møllen næste år.
REGION NORDJYLLAND
HALS: Aalborg Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for Hals Havns Vestpier. Lokalplanforslaget omfatter et område på Hals Havn mellem Lille Dybet, Vestpieren og Havnen.
Området er godt 800 kvm stort. Planen er at opføre boliger i stueetagen i den del af lokalplanområdet, som vender væk fra havnen.Mod Havnegade må der alene indrettes boliger over en butik eller værksted/udstillingslokale, idet lokalplanen fastholder, at der skal være aktivitetsskabende funktioner i stueetagen.
Lokalplanforslaget er fremlagt til offentlig høring indtil 9. maj.
AALBORG: Aalborg Byråd har godkendt et forslag til lokalplan og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for et område ved Korinthvej og Rørdalsvej i Aalborg Øst.
Planforslagene omfatter et område i den østlige del af Aalborg i umiddelbar nærhed af Limfjorden og Aalborg Østhavn. Formålet med planforslagene er at sikre den fortsatte udvikling af erhvervsområdet ved Tranholmvej i Aalborg Øst. Her ligger blandt andet Siemens Windpower, der på nuværende tidspunkt disponerer over cirka halvdelen af lokalplanens areal.
Indsigelser eller ændringsforslag skal være modtaget i Plan & Byg senest den 3. maj 2012.
FARSØ: Et banebrydende boligområde planlægges realiseret ved Farsø Sygehus i samarbejde mellem Vesthimmerlands Kommune og OK-fonden. "Seniorlandsbyen Farsø" er projektet foreløbig blevet kaldt, og den foreløbige plan er, at det nyskabende projekt på mindst 25 boliger skal opføres ved søen nær sygehuset, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Der er indtil videre tale om foreløbige ideer, men bliver de til virkelighed, er de det tanken, at stedet skal indrettes efter den nyeste viden og teknologi. Rent arkitektonisk vil boligbebyggelsen få form som et ottetal, hvis det nuværende oplæg følges.
Projektet skal i givet fald tegnes af arkitektfirmaet By og Bygning fra Nykøbing Mors.