23948sdkhjf

Porten til København får igen tårne på

Et stort renoveringsprojekt stiler højt. Bogstaveligt talt. Porten til København fra Valbysiden bliver efter mange års stille liv igen flankeret af tårne som i gamle dage
Det er ikke hver dag, at København får nye tårne.

Men nu sker det, nærmere bestemt i Valby, i to ærværdige københavnerejenomme, Rugtoften og Jerntoften, begge på hjørnet af Toftegårds Allé fra henholdsvis Gl. Jernbanevej og Rughavevej.

Men den nye skyline ved Københavns gamle “vestlige port" er kun flødeskummet på den boligkage, der formentlig vil gøre beboerne meget glade.

De to ejendomme har nemlig tilsammen ni lejligheder uden badeværelser!

- Desuden er der flere utidssvarende køkkener og oprindelige vinduer, som er 110 år gamle. De er heller ikke meget værd, så projektet handler ud over nye tårne også om en grundig energirenovering med opgradring af den oprindelige arkitektur, som vi naturligvis fortsat har stor respekt for, siger Henrik Stecher, sagsarkitekt hos sbs rådgivning a/s, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Kun fotos

Begge ejendomme er udført i fuldmuret tegl på murede fundamenter. Gadefacaden er røde tegl med pudset underfacade og pudsede gesimsbånd.

- Og der er fine profilerede udsmykninger omkring alle vinduer, fortæller Henrik Stecher.

- Så ud over, at projektet naturligvis er et energi- og bevaringsprojekt, er det også et kig ind i fortiden. Og det interessante - og udfordrende - er, at vi kun har haft fotos at arbejde ud fra i rekonstruktionen af tårnene. De oprindelige tegninger har ingen kunnet finde, fortæller han.

Renoveringen af facade, tag og den ny påsætning af tårnene bliver hjulpet af de gamle gedigne konstruktioner:

- Den oprindelige trækonstruktion er bevaret og der er få røgskader. Det betyder, at geometrien til den underste del af hjørnetårnet stadig passer, og de stolper de nye spir skal stå på er intakte, siger arkitekten.

Henrik Stecher understreger, at energirenoveringen er en opgradering af den oprindelige arkitektur og hensigten er at få det hele, nyt og gammelt, til at spille samme.

- De eksisterende vinduer passer ikke til tidens energikrav, så der skal vi finde nye løsninger.

Og tårnene?

De kommer. De er stadig i Jylland, hvor de sidste svejsninger foretages.

Derefter bliver de kørt til København i nær fremtid, hvor de en dag - eller nat - bliver sat på.

- Og her må vi lade vejret råde. Det går ikke, at det regner eller blæser den dag, siger Henrik Stecher.

Stram tidsplan

Også totalentreprenør Kim Siestø er optimist med hensyn til byggesagen på 23,5 mio. kroner.

- Opgaven startede primo juni og skal være færdig ultimo december i år, så det er en stram tidsplan, som vi i øjeblikket holder. Han tilføjer:

- Opgaven indebærer nye klimaskærme, tag, facader, tårne samt fem nye lejligheder med nye bad og køkkeninstallationer. Der skal også etableres nye butiksfacader som de originale var engang, siger Kim Siestø om den markante Københavneropgave.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.174