Masser af sygehusudbud på vej i regionerne
Der er ved at være fuld gang i udbudsrunderne på sygehusområdet, og det gælder stort set hele vejen rundt. Mange store udbud er på vej
Når det gælder prisstrukturen, ligger der en række anbefalinger for, hvad et sygehusbyggeri maksimalt må koste.
Maksimale priser
Et ekspertpanel har vurderet, at et nybyggeri må have et samlet prisniveau på maksimalt 29.000 kr. pr. kvm, heraf 5.800 kr. pr. kvm til apparatur, IT og løst inventar. Det svarer til 25 procent af byggeudgift på 23.200 kroner pr. kvm., som kan begrundes for universitetssygehusbyggerier på bar mark/barmarkslignende projekter.
For øvrige nybyggerier og tilbygninger vurderes et niveau på maksimalt 27.000 kr. pr. kvm (totalpris inkl. apparatur mv.) heraf 4.500 kr. pr. kvm. til apparatur, IT og løst inventar, svarende til 20 procent af byggeudgift på 22.500 kr. pr. kvm, at være tilstrækkeligt til realiseringen.
For psykiatrien vurderes et niveau på indtil 22.000 kr. pr. kvm (totalpris inkl. apparatur mv.) at kunne begrundes.
Når man bygger store nye hospitaler, betyder det også mange flere medarbejdere, som skal til og fra arbejde. Specielt i Aarhus er det et problem, fordi 3.000 medarbejdere, som nu arbejder på Skejby Sygehus, udvides til godt 9.000 medarbejdere.
Det betyder et voldsomt pres på infrastrukturen, og en række tiltag er på vej for at afhjælpe problemet. Virksomhederne i området samarbejder med hospitalet og kommunen om at sikre afviklingen af transporten på en fornuftig måde.
Letbanen stopper
I Letbanens 1. etape vil der blive etableret en rute omkring Aarhus Universitetshospital i Skejby, som man forventer kan tages i brug i 2015-2016. Det er dog stadig usikkert om det nås.
Morten Springdorf, der er anlægschef i Letbanesekretariatet ved Midttrafik, siger blandt andet til Jyllandsposten:
- Man kan for eksempel forestille sig, at delstrækningen fra Aarhus Banegård til Skejby Sygehus bliver testet først, måske med færre afgange i starten end det er målet på lang sigt.