Ordning betyder tabt salg hver dag
Producenten Damixa er en af de virksomheder, som er ramt af den nye godkendelsesordning
- Vi afsætter gennem grossisterne, og de siger, at de ikke vil købe produkterne, så længe der ikke er nogen godkendelse, siger Lars Bladt, som er adm. direktør for Damixa.
Han påpeger, at det ikke kun er hans virksomhed, som er ramt, men hele branchen.
- Den måde ordningen administreres på betyder tabt salg hver eneste dag. Det er rigtig mange mio. kroner, branchen taber på det her. Det er ikke bare et et-cifret millionbeløb. Hvis det fortsætter, kan man frygte, at der vil være tale om et trecifret millionbeløb, siger han.
Afslag hver fjerde uge
Den nye vandhane er det eneste produkt, som Damixa har indsendt til godkendelse, da man afventer, at der er kommet styr på ordningen, inden man vil sende flere.
- Vi sendte ansøgningen ind 1. april, og hver fjerde uge får vi afslag på ansøgningen og bliver bedt om supplerende oplysninger og tal, som vi aldrig har skullet give før. Det giver os en meget stor administrativ tung byrde, og derfor vil vi ikke sende flere afsted, før der er kommet styr på situationen, siger Lars Bladt.
Som eksempel på en af de dele, som sekretariatet har efterlyst tests af, nævner Lars Bladt o-ringen.
- De beder om testrapporter på o-ringen. Men o-ringen er fremstillet af materiale, som er godkendt til drikkevand. Det giver ingen mening. Sekretariatet tolker lovgivningen på en hel skæv måde i det her tilfælde, siger han.
Dyrere for forbrugeren
I sidste ende betyder den tunge administrationsbyrde som følge af den nye ordning dyrere produkter for forbrugeren.
- Det går i sidste ende ud over den danske forbruger, for vores produkter bliver dyrere af det her. De indfører bureaukrati og administration, uden at det har nogen effekt. Produktet bliver ikke mere sundhedssikkert af det her. Vi har testet de sundhedsmæssige effekter af produkterne til hudløshed, siger Lars Bladt.
Det er ikke kun på det danske marked, at ordningen har konsekvenser.
- Vi kigger på de samlede omkostninger ved at udvikle et produkt, og så har de indflydelse på priserne både herhjemme og i udlandet. Det betyder også, at vi bliver mindre konkurrencedygtige, når vi skal ud at slås i udlandet, siger han.