EU vil have overblik over beskyttede professioner
Er det nødvendigt, at man skal have statsautorisation for at arbejde som købmand, spørger EU-Kommissionen.
Eller kan det være, at tiden er løbet fra nogle af de traditionsbundne restriktioner for arkitekter, ejendomsmæglere, transportarbejdere og købmænd?
Det er et par af de spørgsmål, EU-Kommissionen vil forsøge at få medlemslandene til at svare på under en større granskning de kommende år i håb om med tiden at gøre det mindre besværligt for unge at få job og gøre det nemmere at arbejde på tværs af grænser.
Kommissionen understreger ved præsentationen onsdag i Bruxelles, at det er medlemslandenes stats- og regeringschefer, der selv har bedt om at få bedre overblik.
Og at der ikke er tale om et forsøg på at tvinge medlemslandene til at fjerne de autoriserede job gennem ny EU-lovgivning.
Men vicegeneraldirektør Pierre Delsaux fra generaldirektoratet for det indre marked lægger ikke skjul på, at det kan være velkomment, hvis landene selv konkluderer, at deres regler er for restriktive og forældede.
- Vi vil først forstå, hvilke regulerede professioner der findes, og hvilke regler der er i medlemslandene. Dernæst vil vi undersøge, hvorfor de pågældende professioner er reguleret, siger Delsaux.
EU-systemet er i forvejen i gang med at sikre, at det bliver nemmere at få godkendt sine kvalifikationer i alle EU-lande, så man ikke skal uddannes fra bunden eller igennem en kompliceret godkendelsesprocedure, hvis man vil søge job i et andet land.
Det lovgivningsarbejde forløber uafhængigt at den nye øvelse, der skal skabe overblik over alle de autoriserede job.
Det er meningen, at man til marts næste år skal have en liste klar over, hvad der findes af regulerede professioner. Først i begyndelsen af 2016 skal medlemslandene svare på, hvad - om noget - de har tænkt sig at lave om.
/ritzau/