23948sdkhjf

Lokal entreprenør vinder første opgave

Tilfredshed på Lolland-Falster med de fremrykkede Femern-investeringer
Det bliver en entreprenør fra Nørre Alslev på Falster, der kommer til at udføre det allerførste af de fremrykkede Femern-projekter.

MSE A/S har i kamp med fire andre vundet en kontrakt i størrelsesordenen fem mio. kroner om at opgradere og udvide en del af Færgevej øst for Rødbyhavn.

- Vi er glade for at have fået opgaven og glade for, at det er lokal arbejdskraft, som får glæde af det første fremrykkede projekt. Vi er samtidig generelt glade for, at Folketinget har besluttet at fremrykke nogle af Femern-investeringerne, siger Jan Sørensen, der er direktør i MSE A/S.

- Der er mange fordele ved at fremrykke nogle projekter. Dels lider mange fortsat under lavkonjunktur og det vil derfor give basis for øget lokal beskæftigelse. Dels kan deltagelse i de fremrykkede projekter gøre os mere parate, når de store arbejder kommer i gang, hvor vi forhåbentlig har mulighed for at deltage som underentreprenører, siger Jan Sørensen.

Krav om lærlinge

Kontraktdirektør i Femern A/S Henrik Christensen oplyser, at bygherrens krav om, at der skal være lærlinge med på projekterne, også gælder for den nævnte kontrakt. Det bliver imidlertid ikke noget problem for MSE A/S, der i øjeblikket har 10 struktørlærlinge.

Jan Sørensen forventer, at ordren giver anledning til en enkelt eller to nyansættelser.

Arbejdet går i gang 19. september og skal være afsluttet ved udgangen af november i år. Foruden etablering af vejen og efterfølgende asfaltering inkluderer opgraderingen også en cykelsti langs den cirka 700 meter lange strækning af Færgevej, der i dag blot er en grusvej.

Gode lokale muligheder

Vejudvidelsen er den første af en række mindre udbud.

- Foruden opgradering af veje arbejder vi også med at projektere hovedvandforsyning til tunnelbyggepladsen, etablering af en ny pumpestation samt cykelbroer over den eksisterende jernbane og motorvej. Der er således tale om en lang række forholdsvis små udbud, hvor også lokale entreprenører har gode muligheder for at byde ind på opgaverne, siger koordinationsdirektør i Femern A/S, Bo Eske Nielsen.

Formålet med de fremrykkede investeringer er at forberede den lokale infrastruktur og adgangen til den kommende tunnelelementfabrik, før de store tunnelentrepriser går i gang.

Dermed kan entreprenørerne hurtigere komme i gang med deres hovedopgave, når de endelige tunnelkontrakter er underskrevet. Det ventes at ske i 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109