23948sdkhjf

Anlægsgartnere frygter ny udbudsmodel

Ifølge Licitationen - Byggeriets Dagblad den 5. september i år, arbejdes der med at udvikle en ny udbudsmodel til offentlige og private bygherrer. Formålet med den nye udbudsmodel er at få totaløkonomi med i byggeprojekter.

Det er netværket "Dansk Facilities Management" (DFM), som er i gang med at udarbejde den nye model, som støttes af blandt andet Dansk Byggeri.

Formålet skulle være, at når byggeriet står færdigt, skal entreprenøren også stå for driften af bygninger og udeområder efter afleveringen.

En sådan model kan allerede nu bekymre os i Danske Anlægsgartnere, som typisk er hverken total- eller hovedentreprenører.

Vi kan ikke lade være med at spørge os selv, hvad bliver vores fremtid i den nye "fødekæde"?

Vi frygter at blive helt udeladt og desuden, at total- eller hovedentreprenøren selv går ind og løser opgaven i stedet for at sætte den i underudbud blandt os mindre virksomheder.

I dag kommer drift og vedligeholdelsesopgaverne da i det mindste i udbud (sådan nogenlunde da!), således at vi anlægsgartnervirksomheder får mulighed for at afgive et bud.

Men efter den nye model, får man så reelt den chance?

Det kan naturligvis ikke være meningen med en ny udbudsmodel, som helt klart risikerer at begunstige de "store" og svække de "små".

Lad mig i en bisætning nævne, at for eksempel er det os "små", som løfter opgaven med at oprette lære- og praktikpladser, og vi udgør samtidig en væsentlig del af det iværksættermiljø, som regeringen efterspørger!

Man kan i forbindelse med den nye model frygte, at den på sigt bliver til skade for konkurrencen, idet opgaverne risikerer at blive samlet hos få (store) total- eller hovedentreprenører.

Godt nok lægges der op til, at total- eller hovedentreprenøren i tilbuddet skal beslutte sig for, om han selv vil tilegne sig de faglige kompetencer – for eksempel på det grønne driftsområde – eller om han vil overlade det til en underleverandør.

Men jeg ser det som en trussel for os "faglige underentreprenører", at opgaverne er blevet fordelt, allerede før byggeriet står færdigt.

Vi risikerer aldrig at få chancen!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Danske Anlægsgartnere er tilhængere af udbud i fagentreprise. Her får bygherre en varieret prisdannelse på et godt fagligt grundlag, som er afstemt i forhold til den konkrete situation, han står i, når selve udbuddet foretages.

Jeg vil bestemt opfordre til, at man tager disse overvejelser med i projektet om udvikling af den nye udbudsmodel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094