Brugte maskiner en mangelvare
Nordens største brugtcenter hos Scantruck i Skive sender maskiner ud i en lind strøm
Hasse Juel rokerede for kort tid siden ind som ny chef for Scantrucks brugtcenter på hovedadressen i Skive. Nordens største center for brugte entreprenørmaskiner på 6.000 kvm under tag. Der skal altid stå mellem 200 og 300 eksemplarer af maskiner i kategorien "gode brugte". I øjeblikket har Hasse Juel og de andre brugtfolk i Skive cirka 250 af byde ud af.
- Der er virkelig et marked for gode, brugte maskiner. Det nærmest vælter ud med brugt i øjeblikket. Så gode, brugte maskiner er faktisk lidt af en mangelvare. For teleskoplæsserne med vores eget topmærke Manitou som absolut dominerende er det ok. Men når det kommer til gravemaskiner, gummigeder, minilæssere og minigravere, kunne vi godt bruge et større udvalg, fortæller Hasse Juel.
Høje danske krav
Hovedparten af de maskiner, der kommer omkring Scantrucks brugtcenter, kommer fra danske entreprenører.
- Vi henter ikke ret meget i udlandet. Maskinernes specifikationer skal holde til vores marked, og vi kræver jo generelt lidt mere i Skandinavien end mange andre steder. Vi eksporterer også mange brugte maskiner til både Sverige og ikke mindst Norge. De brugte gravemaskiner har typisk haft et noget roligere liv i Danmark end tilsvarende maskiner i Norge og Sverige. Der er arbejdsvilkårene ofte noget barskere. Derfor er Danmark fødekæde for rigtig mange brugte maskiner og brugt grej til Norge og Sverige, siger Scantrucks brugtcenterchef.
Store køber også
Det er ikke kun små og mindre entreprenørfirmaer, der køber brugt. Scantruck har netop solgt ganske mange maskiner til store entreprenørfirmaer, som har købt specifikt ind til bestemte projekter.
- Maskinkøb er generelt blevet mere projektagtigt. Entreprenørerne køber konkret de maskiner, der passer præcis til det projekt, de skal i gang med, i stedet for at købe nye maskiner til mere allround-brug, siger Hasse Juel.
Han overtog fornylig stillingen som chef for Scantrucks brugtcenter i en rokade, hvor den hidtidige brugt-chef, Christian Solnæs, rykkede over som ansvarlig for salg af Manitou-truck i hele Danmark.
Ping-pong
Foruden Hasse Juel, er brugtcentret fast bemandet med fem medarbejdere. Men mange af aktiviteterne sker i et tæt samarbejde med andre dele af det store maskinfirma.
- Det er i brugtcentret, vi sætter priserne på de brugte maskiner, der både købes ind og sælges. Det er også her, vi beslutter, hvad vi gør med maskinerne, når vi får dem ind. Men der er en løbende ping-pong med kollegerne i Scantrucks salgsstab, som jo præcis har fingeren på pulsen ude i markedet. De véd også, hvilke maskiner, vi ikke kan få for mange af, og hvilke der måske ikke er det store marked for, siger Hasse Juel.
Alle maskiner, der byttes ind eller simpelthen indkøbes, kommer omkring brugtcentret for tjek og klargøring.
Masser af smågrej
- En god brugt maskine er en maskine, der efter vask og almindelig klargøring kan sættes ind i rækken af maskiner til salg. Og dem er der altid et marked for. Det gælder både store og små maskiner. Det er små tre år siden, vi åbnede brugtcentret, og det har virkelig været en succes, at vi konstant kan udbyde så mange maskiner og under optimale forhold, fortæller Hasse Juel.
- Heldigvis har de fleste også fundet ud af, at vi ikke kun sælger maskiner til flere hundrede tusinde kroner. Vi har det hele fra skovle af alle typer, hurtigkoblinger, dæk, gaffelophæng og gafler over jordlopper, andre småmaskiner til gravemaskiner på 50 tons, fortæller brugtcenterchef Hasse Juel.