Anlægsnyt
SKOV - RINGE: I 2015 plantes 80 hektar marker vest for Ringe til med skov, skriver Fyns Amts Avis.
Naturstyrelsen er gået i gang med at planlægge, hvordan markerne skal forvandles til ny skov, hvor der skal anlægges stier, og hvor der skal sættes hegn. Planen er, at den nuværende Ringe Skov skal udvides mod både øst, syd og vest, så der skabes et sammenhængende skovområde fra golfbanen ved Ringe Sø og vestover. Ifølge tidsplanen begynder man med at anlægge stier i efteråret 2014 og i foråret 2015 skal der plantes træer.
Ifølge projektleder Anni Borup fra Naturstyrelsen skal der købes landbrugsjord for omkring 18 mio. kroner for at realisere projektet,
SPILDEVAND - VAMDRUP: Kolding Spildevand a/s planlægger at nedlægge Lunderskov renseanlæg og i stedet pumpe spildevandet til rensning på Vamdrup renseanlæg. I den forbindelse har Kolding Byråd vedtaget et tillæg til spildevandsplan 2012-2019. Spildevandsplan 2012-2019 og det netop vedtagne tillæg danner planlægningsgrundlag for nedlæggelse af Lunderskov Renseanlæg og etablering af pumpe og transportsystem for spildevand til Vamdrup Renseanlæg.
Kapaciteten på Renseanlægget i Lunderskov udnyttes nu fuldt ud. Kapaciteten vil derfor inden for få år være utilstrækkelig. Anlæggets procestanke og andre dele er tilmed nedslidte. På Vamdrup Renseanlæg, hvor spildevandet nu skal sendes hen, er der rigelig kapacitet.
Såfremt der ikke kan indgås frivillige aftaler i forbindelse med erhvervelse af de nødvendige arealer til gennemførelse af kloakprojektet, vil der blive gennemført ekspropriation. Anlægsarbejderne er planlagt til at foregå fra september 2013 til september 2014.
UDSTYKNING - HADERSLEV: Udvalget for Plan og Miljø i Haderslev Kommune skal på sit møde den 7. oktober beslutte, om man vil vedtage lokalplan 10-17, boligområde ved Troldhøj i Haderslev endeligt.
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en ansøgning om udstykning af byggegrunde til parcelhuse på et areal i den nordvestlige del af Haderslev, og den giver mulighed for udstykning og opførelse af 10 åben-lav boliger. Planen vil med bestemmelser om bebyggelsens udformning og placering af vej og sti, søge at indpasse de kommende boliger i omgivelserne.