150.000 ton asfalt letter færgetrafikken
Motortrafikvejen mellem Holbæk og Vig i Odsherred åbner sidst i november. Ikke mindre end 150.000 tons asfalt er lagt på de 20 kilometers såkaldt 2+1-vej, der blandt andet skal få trafikken fra færgelejet på Sjællands Odde til at glide ubesværet
Men allerede fra 30. november er det færgetræk og trafik fra Danmarks største sommerhusområde, der kommer til at nyde godt af den nye vej i Odsherred.
Det er den nuværende rute 21, der laves om til 20 kilometers motortrafikvej og ledes uden om de små byer på strækningen.
Skiftes om spor
Hver 10. danske sommerhus ligger i Odsherred Kommune, og Mols-Liniens færger fra Aarhus og Ebeltoft ligger til yderst på Sjællands Odde, så det er en befærdet og vigtig trafikåre, der opgraderes. Den nye motortrafikvej forbindes direkte til det sjællandske motorvejsnet ved Holbæk.
Den nye vej anlægges som en såkaldt 2+1-vej, hvor bilisterne i de to retninger skiftevis har et ekstra overhalingsspor. En 2+1-vej giver bedre fremkommelighed og højere sikkerhed, idet hasarderede overhalinger undgås.
150.000 tons asfalt
Projektet omfatter 11 broer, to faunapassager, seks dalbroer, tre tilslutningsanlæg og altså 20 kilometer vej i tre spor.
NCC Roads A/S er hovedentreprenør på belægningsentreprisen, der omfatter asfalt-, autoværns-, brolægnings- og afmærkningsarbejder på 20 km motortrafikvej, seks km ramper og to rundkørsler.
Ikke mindre end 150.000 tons asfalt er lagt i løbet af otte måneder.
Belægningen er lavet i etaper og dele af vejen har været i brug under arbejdet, hvilket har kompliceret opgaven. Hen over sommeren har der været særlig meget ferietrafik fra færgelejet og de mange sommerhuse i Odsherred.
Forsinkede entrepriser
NCC Roads gik først i gang i foråret. Inden da var jordentrepriserne blevet forsinket af den lange frostperiode, men NCC Roads kunne indhente noget af projektets tabte tid ved blandt andet at arbejde i weekenderne.
Derfor lå asfalten sort og klar til indvielsesløbet i weekenden, og hele køreanlægget med autoværn, kørebaneafmærkning og afvanding er parat til biltrafik den 30. november i år.