23948sdkhjf

Brolæggerne holder fast i optimismen

Brolæggerlauget ser med optimistiske øjne på fremtiden, selvom der fortsat er lavkonjunktur. Men det går bedre
2011 har på mange måder været skelsættende for Brolæggerlauget, der er tilknyttet Dansk Byggeri. Det fremgik af generalforsamlingen, der netop har været afholdt.

Et stort anlagt 125 års jubilæum har været afholdt, og året bød også på en mindre tilgang af nye medlemmer. Dog er der også virksomheder der har forladt lauget, som nu tæller 59 medlemmer. Ikke mindst er der også kommet nyt blod i laugets bestyrelse.

Svend Erik Lind fra firmaet af samme navn i Horsens er blevet udnævnt til viceoldermand, og han afløser Carsten Gram fra Esbjerg Brolægning. Theis Sterndorff Andersen fra Køge Brolæggerfirma er blevet nyt menigt bestyrelsesmedlem, og han afløser Niels Nielsen fra C.C. Bruun.

- Det har været et spændende og ikke mindst også et travlt år for Brolæggerlauget, fortæller oldermand, Claus Johnsen her efter generalforsamlingen.

Sonderinger slut

Rent organisatorisk har der også været sonderinger af forskellig art, som Licitationen - Byggeriets Dagblad, også tidligere har beskrevet.

På et tidspunkt gik sonderingerne over mod Dansk Håndværk, men de sonderinger er nu indstillet, fordi lauget har fået gennemdrøftet de eksisterende tilhørsforhold med Dansk Byggeri, og har fået løftet nogle af de ankepunkter man havde.

- Vi er i dag rigtigt godt tilfredse med den måde, vi er organiseret på, siger Claus Johnsen, der tilføjer at der er kommet lidt mere fokus på laugets virke, og der lyttes til synspunkter fra lauget i højere grad, end det tidligere har været tilfældet.

Digital uddannelse

Her i marts måned startede svendeprøverne på den digitale fremtid.

Den traditionelle teoriprøve, som i mange år skulle tegnes i hånden med blyant og lineal er slut – det gøres nu i Autocad. Den første prøve i marts forløb godt – dog med lidt begynderfejl.

Da alle elever sad i klassen og skulle taste sig ind på den database, som prøven ligger på, var datoen forkert og kunne ikke åbnes. Det løste faglæreren med nogle telefonopringninger og herefter kørte det, som det skulle. Det er meningen, at man i 2015 skal lave hele teoriopgaven som projektopgave, og at alt skal laves digitalt; selve den praktiske prøve laves forsat, som den gør i dag.

I det forløbne år er der blevet udlært 22 nye svende, fem med ros. Der var fire med ros i Horsens og én i København.

- Når vi ser på igangværende lærekontrakter forholder det sig sådan, at der er 58 kontrakter mod 64 sidste år, hvilket er en tilbagegang på cirka 36 procent i forhold til generalforsamlingen i 2010, forklarer Claus Johnsen.

Det jævner sig

Udviklingen i antallet af brolæggerlærlinge har svinget noget.

- I 2012 forventes 17 udlærte, I 2013 forventes 26 udlærte. I 2014 forventes 14 udlærte. I 2015 forventes 11 udlærte. Her tages der forbehold, idet der muligvis indgås uddannelsesaftaler med kortere læretid (grundet mulighed for meritoverførelse fra andre uddannelser). Tilgangen på landsplan for brolæggere og struktører har udjævnet sig i forhold til sidste år, da der var et fald på cirka 30 procent. Der har været en jævn tilgang af struktører og en lille stigning på brolæggersiden, forklarer oldermanden.

Fem nye

Det lokale uddannelsesudvalg, hvor Jesper Bjødstrup og Dennis Thun sidder, har godkendt fem uddannelsessteder og afvist ét sted.

Lærlinge-tilskudsordning på 70.000 kroner pr. kontrakt kører hele år 2012.

- Vi opfordrer til at tage nye lærlinge, og lauget kan være behjælpelige med kontrakter, tilskud mm. Det er vigtigt, at vi sikrer os, at fremtidens arbejdskraft er godt uddannet. Selvom der er lavkonjunktur nu, er det vigtigt, at vi ser fremad. Inden for en periode på under ni-ti år er mange af de nuværende faglærte brolæggere gået på pension, hvilket betyder, at der bliver et stort efterslæb på faglærte brolæggere. Derfor skal vi til stadighed kende vores uddannelsesansvar, siger Claus Johnsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078