23948sdkhjf

Nu kan arbejdet begynde

Da transportminister Henrik Dam Kristensen forleden præsenterede Trængselskommissionens idékatalog var det med budskabet om, at han allerede nu kunne slå fast, at en del af forslagene, nemlig dem der gør det dyrere at være bilist, ikke bliver til noget. Endelig en politiker, der vil lade de hårdt prøvede bilister sove trygt og roligt uden frygt for, at politikerne kommer som en tyv i natten med nye skatter og afgifter.

Der bør da også være rigelige penge at tage fat på i forvejen, når bilisterne bidrager med langt over 40 mia. kroner årligt til statskassen, men det er helt tydeligt, at i den retning har venstrefløjen ingen hæmninger. Der var da også repræsentanter fra eksempelvis Noah til stede ved præsentationen af idékataloget, og de lagde ikke skjul på, at der er lagt op til en hård kamp om det endelige oplæg fra Trængselskommissionen, der kommer til august, et oplæg der med næsten garanti ikke kan opnås enighed om blandt kommissionens medlemmer.

Den dybe skillelinie - man kan næsten tale om en “Grand Canyon", når det gælder dansk transportpolitik - går mellem dem, der opfatter ethvert køretøj på vejene som en potentiel fare, der ikke mindst af miljømæssige årsager skal bekæmpes med alle midler - herunder øgede skatter og afgifter - og så dem der har erkendt, at “uden bilen går Danmark istå".

De første lider samtidig af den tvangstanke, at al transport af personer eksempelvis til og fra arbejde kan ordnes af kollektive transportmidler - jo før des bedre. Og det på trods af, at enhver, der i dag kører med offentlig transport i hovedstadsområdet i myldretiderne, lider under den smertelige erfaring, at det kollektive transportsystem allerede er overfyldt og har svært ved at løfte opgaven.

Tidligere beregninger har vist, at hvis bare 15 procent af bilisterne, der om morgenen kører ind ad Køge Bugt motorvejen, valgte at skifte til offentlig transport, ville s-togssystemet bryde sammen.

Det er jo ikke fordi, bilisterne på indfaldsvejene lider af en kollektiv form for selvplageri, at de morgen efter morgen og eftermiddag efter eftermiddag sidder i kilometerlange bilkøer. Det er fordi de ikke har noget andet reelt valg.

Derfor er Trængselskommissionens opgave meget vigtig. For vigtig til at blive brugt som et ideologisk korstog mod bilisterne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.174