23948sdkhjf

Gammel brønd blev til ny på en dag

I løbet af en dag forvandledes en udtjent spildevandsbrønd i beton til en ny fremtidssikret og miljøvenlig løsning for beboerne i Maglebrænde på Falster
20-30 år gamle betonbrønde giver i disse år problemer mange steder. Foruden sætningsskader sender indsivning som følge af forvitring ofte pumperne på overarbejde, og de gamle brønde kan sjældent forenes med kravene til et godt arbejdsmiljø.

Da Guldborgsund Forsyning på Falster i 2012 sendte et større kloakarbejde i licitation, havde man derfor også lavet en option på renovering af spildevandsbrønden i Maglebrænde som et tillæg.

Det blev entreprenørvirksomheden Brdr. K Hansen A/S fra Rødvig på Stevns, der løb med opgaven, og entrepriseleder Ulrik Lindberg tog udfordringen med den gamle betonbrønd op.

- Hos Guldborgsund Forsyning havde man hørt om muligheden for at lave en foring af brønden, men den løsning var ny for mig, fortæller Ulrik Lindberg, der i 14 år har været en del af den 100 mand store familievirksomhed.

Klaret på en dag

Projektleder Ole G. Johansen fra Grundfos, der leverede en indsats støbt i PE i ét stykke og lige til at sætte ned i brønden, stod bag den tidsplan, der detaljeret fortalte, hvad hver af de involverede parter skulle foretage sig under installationen – fra kl. 7.00, hvor betonbrønden blev taget ud af drift og til fyraften, hvor de nye pumper startede i den ’nye’ brønd.

For tid er penge, og entreprisen bliver langt mere interessant, når der kun skal kalkuleres med lønninger og maskinleje i 1 dag i stedet for 2.

Styr på travlheden

Brdr. K. Hansen er en entreprenørforretning med en omfattende maskinpark, og fra morgenstunden var det nødvendige grej klar.

Der var lastvognen, der dagen forinden havde hentet brøndforing og ventilbrønd i Årslev på Fyn, hvor Grundfos har bygget en specialfabrik til produktion af PE-brønde.

Der var den store kran, og der var slamsugeren, som skulle spule den gamle brønd ren, før Grundfos-montørerne kunne afmontere de gamle pumper, rør og ventiler. Og der var betonen, som skulle udfylde hulrummet mellem den 2.000 mm brede betonbrønd og den 1.800 mm brede PE-foring – beton, der sørger for at holde både rørkoblinger og selve PE-brønden på plads ved hjælp af nøje dimensionerede betonarmeringer i bunden.

Tidsplan holdt

Der var blevet ændret på rørføringerne, der var tilkoblet rør til tilløb og trykrør ud af brønden. Guiderør var monteret med to nye Grundfos SLV 8080-pumper, og der var lavet forbindelse til styreskab og en nyetableret ventilbrønd ved siden af betonbrønden. Dagen igennem var spildevandet blevet ledt til et lille bassin ved siden af brønden, og slamsugeren havde sørget for at holde mængden i ave.

Tidsplanen var stort set fulgt dagen igennem.

Store perspektiver

Ulrik Lindberg ser store perspektiver for renovering af gamle betonbrønde efter recepten fra Maglebrænde.

- I byerne kan det være et stort problem at grave gamle brønde op for udskiftning. Og i det åbne land er det jo et enormt gravearbejde, der kræves, når der er tale om brønde af den dimension, som vi havde med at gøre i Maglebrænde. At lade betonbrønden bestå og forsyne den med en PE-brøndforing er en rigtig god løsning med en god økonomi. Jeg er også tryg ved, at brønden er leveret i et stykke og ikke sammensat af flere dele, som det ellers kendes. Og jeg har det rigtig godt med, at PE i modsætning til glasfiber kan genanvendes, hvis man om årtier skal skille sig af med det, siger entrepriseleder Ulrik Lindberg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093