23948sdkhjf

Ny kanalby i Fredericia nærmer sig

Trods pengeproblemer og tiggergang til økonomi- - og indenrigsministeren er Fredericia nu klar med ambitiøs plan for en helt ny bydel på havnen
Nyhavn flytter til Fredericia. Det unikke og turisttiltrækkende havnemiljø er i hvert fald en af inspirationskilderne for den udviklingsplan, der forleden blev lagt frem i byen ved Lillebælt.

Men det er ikke uden udfordringer at forvandle et havneområde på 20 hektar fra industri til en moderne bydel, med butikker, boliger og erhverv i en nøje afmålt blanding.

Mørke økonomiske skyer er sideløbende med projektplanerne trukket op over byen, og senest har borgmester Thomas Banke (V) og hans kommunaldirektør været til møde hos økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i forbindelsen med kommunens ansøgning hos to af statens særtilskudspuljer (se faktaboks).

Et realistisk bud

Projektdirektør Jens Christensen udtrykker imidlertid over for Licitationen – Byggeriets Dagblad optimisme med hensyn til at få den nye kanalby på Danmarkskortet.

- Planen et et samlet og realistisk bud. Ikke mindst i kraft af, at kommunen sideløbende har forberedt det formelle grundlag til et kommuneplantillæg som muliggør realisering.

Han understreger, at FredericiaC, hvoraf Realdania By ejer 75 procent af selskabet, nu er i gang med at intensivere kontakten med mulige investorer:

- Der har i forfaserne været flere interesserede. Vi har været i “værkstedet" og har skullet klargøre forslag til plan. Derfor er vi først kommet i gang nu for alvor med at forhandle med især private developere og boligselskaber, siger Jens Christensen.

- Vores søsterprojekt Køge Kyst har haft held med at sælge en god startbid, og det er et projekt, vi sammenligner os meget med. Derfor er vi fortrøstningsfulde og jeg er sikker på, vi får fat i de rigtige investorer, siger projektdirektøren, der tilføjer, at tiden må vise, hvor internationalt det bliver.

- Vi tror, der er investor-interesse nok i Danmark men er da åbne for muligheder fra udlandet. Det er noget, vi måske senere vil tage under overvejelse, siger han, og understreger, at før man kan sælge noget konkret, skal man vide, hvilke varer man har på hylderne i butikken. Og det har vi først nu fået overblik over. Projektet varer i 25 år, så der er masser af udviklingsmuligheder, siger Jens Christensen.

Nu fri færdsel igen

Det har ikke været muligt for Licitationen at få en kommentar fra borgmester Thomas Banke (V) til projektdirektør Jens Christensens fortrøstningsfulde ord, men ved pressemødet forleden, i forbindelse med fremlæggelsen af udviklingsplanen, sagde han:

- Udviklingsplanen for FredericiaC er klar. Der bliver tale om en kanalby, et rigtigt spændende løft til byen. Og efter i mange år at have været afskåret fra frit at kunne færdes i området, kan byens borgere nu se frem til at få Lillebælt tilbage til byen:

- Den nye bydel vil få enorm stor betydning. Den vil give os den saltvandsindsprøjtning, så vi sammen med vores nabobyer kan være med til at få sat endnu mere fokus på Trekantområdet. Vi bliver en af de få byer i Danmark, der kan bryste os af at have en bydel med kanaler, sagde borgmesteren.

Partnerne bag projektet – Fredericia Kommune og Realdania By – udskrev i maj 2010 en international parallelkonkurrence om en udviklingsplan for bydelen. Konkurrencen blev vundet af de hollandske arkitekter fra KCAP, efterfulgt af Arup, Vandkunsten og Adept.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094