23948sdkhjf

Margrethe Vestager fordrejer debat

Det er glædeligt, at diskussionen omkring statens centralisering af statens job nu har fået den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestagers opmærksomhed, som det fremgår af ministerens debatindlæg i Licitationen - Byggeriets Dagblad den 2. november 2012.

Vi i Region Syddanmark har rejst debatten, netop fordi vi gennem de seneste år har konstateret en fortsat skævridning i fordelingen af stats-arbejdspladser, og at vi sort på hvidt kan se, at vi her har mistet bekymrende mange job.

Både Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Naturstyrelsen har flyttet opgaver og arbejdspladser til andre placeringer uden for regionen, og senest har netop Margrethe Vestager i sit udspil til en ny struktur for statsforvaltningerne lagt op til, at der skal forsvinde yderligere arbejdspladser i Syddanmark.

Men ministeren fordrejer vores argumenter med en påstand om, at vi har hævdet, at den nye struktur, der nedskærer det samlede antal arbejdspladser i statsforvaltningerne fra 695 årsværk til godt 600, betyder, at flere job her flyttes til hovedstaden.

Men vi har konstateret, at der i udspillet er lagt op til, at man vil nedlægge statsforvaltningens afdeling i Ribe, og man skærer på det samlede antal arbejdspladser i afdelingerne i Odense og Aabenraa.

Vi kender selvfølgelig ikke den endelige organisering af statsforvaltningen, men ifølge vores beregninger, på de tal vi har adgang til, vil vi i Region Syddanmark miste i omegnen af 40 arbejdspladser i statsforvaltningerne.

Ministeren undgår behændigt i sit indlæg også at kommentere på vores frygt for, at nye besparelser i Skifteretten og Jordbrugskommissionen også vil koste Syddanmark statslige arbejdspladser.

Tilbage på bundlinjen står, at Region Syddanmark ifølge de seneste opgørelser fra Moderniseringsstyrelsen har det næstlaveste antal statslige job målt i forhold til indbyggertallet med en andel på 16,3 procent, mens antallet af statslige arbejdspladser i hovedstaden udgør hele 44,3 procent. Målt i faktiske tal har vi i Syddanmark kun lidt over halvt så mange statslige arbejdspladser, som det er tilfældet i Region Hovedstaden.

Det forhold ændrer Margrethe Vestagers indlæg ikke på, og derfor vil vi i Syddanmark fastholde, at der i de senere år er sket en markant centralisering af statens job – og vel at mærke til fordel for hovedstaden, til trods for gode argumenter og løfter om det modsatte fra Folketingets side.

Vi ser gerne debatten udvidet, og vi vil i den sammenhæng pege på, at de statslige arbejdspladser har stor betydning for væksten i regionerne, da beregninger viser, at hvis der flyttes 10 statslige arbejdspladser fra Syddanmark, så kan følgeeffekterne give et samlet tab på op til 15 arbejdspladser i vores region.

Derfor er den nuværende tendens til en centralisering af statens arbejdspladser urimelig set i landspolitisk perspektiv, og vi vil opfordre Margrethe Vestager til at gå seriøst ind i den diskussion.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11