Nu kender vi dem igen
Forskellen er, at de professionelle lommetyve kan man tage sine forholdsregler imod, men når det kommer til regeringen og skatteforhøjelser, er danskerne magtesløse. Derfor bør det ikke komme overraskende, at en regering med deltagelse af Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet støttet af Enhedslisten, tyer til samme, velkendte medicin som altid, når der skal findes på nye indtægter til statskassen. “Besparelser" i den offenltige sektor er et fyord i det socialistiske vokabularium.
Regeringen vil af med sukkerafgiften og fedtafgiften - det vil vi andre såmænd også - men i stedet for at erkende, at det er en afskaffelse, der vil finansiere sig selv via mindre grænsehandel og dermed dels indtægter fra moms til den danske statskasse og dels færre ledige i detailhandelen, så griber regeringen til både at hæve indkomstskatten og beskære lønmodtagerfradraget.
Det er et tydeligt eksempel på en regering, der sejler der ud af uden kurs, når man først indgår en aftale om en skattereform, der sænker skatten på arbejde, for derefter mindre end et halvt år senere at hæve skatten igen.
I en tid, hvor den økonomiske krise hærger, har danskerne ikke brug for flere skatter eller afgifter. Der er såmænd rigeligt i forvejen. Prøv blot at se på prisen for at have strøm i kontakten. Danskerne har brug for at få genskabt den optimisme, der gør det muligt at sætte gang i forbruget af både varer og tjenesteydelser. I stedet spreder regeringen yderligere usikkerhed med nye skatter.
Den evige jagt på indtægter til en svulmende offentlig sektor er blevet et mål i sig selv for danske politikere i stedet for at sikre, at de allerede indkradsede skattekroner bruges bedst muligt til gavn for borgere og erhvervsliv. Regeringens seneste forslag til indtægter er desværre en for tidlig opførelse af det årlige TV-nytårsindslag, hvor tjeneren igen og igen spørger - “Same procedure as last year?".
