Bliv en god underentreprenør
Hør nærmere om, hvilke krav og forventninger Enemærke & Petersen stiller til potentielle underentreprenører
Sund fornuft
Enemærke & Petersen er meget aktive i forskellige sammenhænge, når der gælder optimering af byggeprocessen. Firmaet deltager således både i arbejdet omkring Værdibyg, Lean Construction m.v. Og den 25. oktober stiller både Jan Buur Frederiksen og Ask Hesselager op til en seance i rækken af "Mestertips på 3 timer". Her kan alle interesserede deltage og høre nærmere om, hvilke tanker og krav Enemærke & Petersen stiller til samarbejdet med blandt andre underentreprenører og -leverandører. Der lægges op til et debatorienteret møde med dialog på tværs af fag og roller, og hvor Enemærke & Petersen også meget gerne hører om mesters og underentreprenørens krav til dem som hoved- og totalentreprenør.
- Det er en unik mulighed for at blive klogere på, hvordan struktureret og målrettet samarbejde kan skabe succes for alle involverede i en byggesag, siger direktør Martin Profit Jakobsen, Basit, som står bag "Mestertips på 3 timer" i tæt samarbejde med Dansk Byggeri og Licitationens søsterblad Mester Tidende.
Afstem forventningerne
- Et godt samarbejde opnår man bedst, hvis man kender hinanden, udviser tillid og respekt og er åben og ærlig. Og så gælder det om at få afstemt forventningerne dels til hinanden som faglige samarbejdspartnere, men også i forhold til den åbenhed og ærlighed der skal til, hvis man for eksempel som underentreprenør er ved at køre skævt i forhold til tidsplanen. Her skal underentreprenøren naturligvis kunne forvente hjælp. Det kræver blot, at han bringer problemet på bordet så hurtigt som muligt, forklarer procesleder Jan Buur Frederiksen.
- Vi stiller faktisk krav til vores underentreprenører om, at de skal deltage i møder, hvor vi sammen gør status og får vendt eventuelle problemer eller gode forslag, som kan være med til at optimere byggeprocessen, siger Ask Hesselager og tilføjer, at underentreprenøren dermed investerer noget tid og noget energi både af hensyn til sin egen underentreprise, men også i forhold til det samlede hold og den samlede byggeproces.
Flere fælles mål
- Der er flere fælles mål at forfølge. Dels er der jo bundlinjen, som er vigtig i enhver virksomhed. Men ét af de allervigtigste fælles mål er at skabe værdi for bygherren og det skaber vi bedst ved en effektiv holdindsats. Det gælder både det "store hold" som består af alle aktører i værdikæden, men det gælder også de "mindre hold" altså hos hver enkelt underentreprenør, hvor mester har ansvar for at have dygtige folk i aktion. Folk der er løsningsorienterede og folk som han har tillid til, fremhæver Jan Buur Frederiksen.
Her sker det
Mødet holdes torsdag den 25. oktober kl. 9-12 på Teknologisk Institut i Taastrup. Det koster 500 kr. for medlemmer af Dansk Byggeri at deltage på mødet. Tilmeld dig ved at sende en mail til mpj@basit.dk
Licitationen-Byggeriets Dagblad og Mester Tidende stiller to gratis pladser til rådighed efter først-til-mølle-princippet. Mail til klaust@mestertidende.dk