Kort lunte tilbage
Det nytter ikke noget, at politikerne på Christiansborg bliver ved med at lukke øjnene for, at de høje arbejdsomkostninger først og frememst skyldes det høje skatte- og afgiftsniveau. Når politikerne hæver skatter og afgifter, er der kun et sted,lønmodtagerne kan henvende sig for at hente det tabte ind igen - hos virksomhederne. Det er i årevis lykkedes det private erhvervsliv at ride stormen af gennem produktivitetsforbedringer, men samme udvikling er ikke sket i den offentlige sektor, hvor medarbejderne blot nasser på de produktivitetsstigninger, der er sket i den private sektor.
Det er på tide, at politikerne fjerner skyklapperne og erkender problemets omfang. Skal Danmark komme helskindet ud på den anden side af krisen med mulighed for at bevare status som velfærdssamfund, er det nu, der skal handles. Det afgørende for den enkelte borger er ikke, hvad der står på lønsedlen, men hvad der er tilbage på lønkontoen og bundlinien.
Skatter og afgifter skal ned, og det gælder såvel indkomstskatten, forbrugsafgifterne og momsen. Sparer den offentlige sektor blot cirka 10 procent - forbedrer produktiviteten 10 procent - og det har masser af private virksomheder måttet gøre både før og under krisen, er der en gevinst på 100 miliarder kroner til at omsætte i skattelettelser og lavere afgifter.
Politikerne vil selvfølgelig himle op ved tanken om en sådan besparelse, men det er et udslag af vanetænkning, ikke mindst hos den embedsstand, der skal levere en stor del af besparelserne. Ingen danskere er i tvivl om, at vi skal hjælpe de svageste, men der foregår en omfordeling i det danske samfund, der har overskredet det niveau, hvor den samlede økonomi kan hænge sammen.
Der er brug for en bred samfundsdebat om, hvordan det danske samfund skal se ud om ti år, og hvordan et sådant samfund realistisk kan finansieres. Vi kan ikke bare blindt køre videre efter en socialstisk model.
