23948sdkhjf

Malerfaget undergraves af dumping

For billig østeuropæisk arbejdskraft og dårlig kvalitet skaber urealistisk lave priser, mener malermester – fagforening er enig
Den danske malerbranche er ved at blive undergravet af alt for urealistisk lave priser, som skyldes brug af enten for billig arbejdskraft fra udlandet, at man slækker på kvaliteten, eller at man tager penge med hjemmefra, mener en malermester, der er med i Danske Malermestre, og han bakkes op af Malernes Fagforening.

Malermester John Hinnum, der ejer Sydkystens Malerfirma i Havdrup, har mistet tålmodigheden og råber nu vagt i gevær for at få malerbranchen til ikke at sælge ud af principperne for at få opgaver. Men han ved godt, at det er uhyre svære tider i øjeblikket.

- At bestige Alpe D’huez i Tour De France er ingenting i forhold til at klare sig på det danske arbejdsmarked lige nu. Igennem det seneste år er prisniveauet på opgaver bare faldet og faldet. Vi ser gradueringer på 30 til endda 50 procent. Så det er næsten umuligt at være med i det spil i øjeblikket, siger John Hinnum, hvis firma i løbet af relativt kort tid er gået ned til tre mand.

Unfair konkurrence

Han har det fint med konkurrence, men han mener ikke, at den sker på fair betingelser mere.

Som medlem af Københavns Malerlaug og Danske Malermestre har han luftet sin frustration i organisationsregi, og han siger, at han ikke står alene med sine opfattelser.

Formand hos Danske Malermestre, Per Vangekjær, er dog kun enig noget af vejen.

Han er enig i, at det er ualmindeligt hårde tider, og at der er nogle opgavepriser, der er meget lave.

- At priserne i denne tid går nedad er ikke mærkeligt. Konkurrencen om opgaverne er meget hård, og firmaerne vender hver eneste krone og rationaliserer på alle niveauer. Men man kan dog undre sig over nogle af de lave tilbud, der bliver givet i denne tid, siger Per Vangekjær til Licitationen.

Ingen dokumentation

Formanden vil dog ikke sige ja til John Hinnums forklaring omkring, at det blandt andet skyldtes, at de danske firmaer i øget grad hyrer arbejdskraft fra Østeuropa til under mindstelønnen.

- Det kan jeg ikke sige ja til. Jeg har ikke set dokumentation, der beviser det, siger Per Vangekjær fra Danske Malermestre.

Og John Hinnum giver formanden ret i, at der ikke ligger sager, der sort på hvidt dokumenterer, at alt for billig arbejdskraft er baggrunden for de lave priser i malerbranchen.

Men han siger, at som aktivt spiller i den danske byggebranche i mange år, så har han oplevet en markant ændring i forhold til arbejdskraft.

- Som alle andre har jeg oplevet sager med udlændinge, der tilsyneladende arbejder til meget få penge inden for vores områder. Men jeg er ikke typen, der sladrer om det - det er simpelthen ikke mig, Så disse sager kommer jo ikke gennem systemet og ender som sager, siger John Hinnum.

Overhold reglerne

Malermesteren understreger, at han intet har imod udenlandsk arbejdskraft, men han mener, at de skal overholde arbejdsmarkedets regler.

- Jeg har intet imod udlændinge i byggebranchen – lige meget om de er polakker eller grækere., men når de arbejder Danmark, skal de spille efter de samme regler som os andre, siger John Hinnum.

Ud over billig arbejdskraft som årsag til lave priser på maleopgaver, peger han dog også på, at de firmaer, der får de billigste opgaver kan være tvunget til at slække på kvaliteten af det udførte arbejde eller spare på den gode maling. Og firmaer er tvunget til at presse deres leverandører eller underentreprenører.

Formand for Danske Malermestre, Per Vangekjær, vil ikke kommentere det, men han peger på, at de danske malerfirmaer også må vende den hårde situation om og sørge for, at deres firmaer bliver mere produktive.

- Der kan strammes op på flere ting i virksomhederne både med hensyn til, at medarbejderne yder det optimale og overholder arbejdstiderne. Så der er muligheder for at rationalisere mange steder, siger Per Vangekjær.

John Hinnum er enig i, at selvfølgeligt skal der stilles krav til medarbejderne, men han mener ikke at der er så meget at komme efter i hans eget firma.

- Jeg tror på frihed under ansvar, og jeg går ikke rundt og tjekke mine medarbejdere med mit ur i hånden. Mine folk er erfarne medarbejdere, der godt ved hvad der forventes af dem, sige John Hinnum.

Fagforening enig

Malernes Fagforening er hele enig med mesteren fra Sydkysten i, at opgavepriserne er meget lave. Deres forklaring er, at branchen er under dumping-angreb.

- Vi ved, at der hyres østeuropæere uden overenskomst også af firmaer, der er medlemmer af Danske Malermestre. Det er et kæmpeproblem, som er ved at true hele det eksisterende håndværk, siger Bo Rosschou, der er formand for Malernes Fagforening i Storkøbenhavn.

Malermester John Hinnum håber, at hans bidrag til debatten kan få branchen til at stoppe op, og indse, at der gambles med det danske arbejdsmarked i denne tid.

- Trods konkurrencer er vi nødt til at stå sammen skulder ved skulder og kæmpe for de værdier og det arbejdsmarked, vi tror på, ellers ender det ned at alt smuldrer, siger mesteren fra Havdrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095