23948sdkhjf

Byggenyt

REGION NORDJYLLAND

AALBORG: Som tidligere omtalt i Licitationen - Byggeriets Dagblad vil Boligselskabet Lejerbo opføre 295 nye ungdomsboliger på Østre Havn i Aalborg. Det er et projekt, der inddrager tre gamle DLG-kornsilioer, og desuden omfatter nyopførelse af en fjerde byning.

Det samlede ungdomsboligprojekt omfatter 14.500 etagemeter og er budgetteret til 325 mio. kroner.

Atra i Holstebro er arkitekt på projektet, og ingeniørfirmaet Moe & Brødsgaard er totalrådgiver. Om kort tid indleder Moe & Brødsgaard hjemtagningen af bud fra entreprenører og underleverandører, der fra efteråret tager fat på byggeriet, skriver Nordjyske Stiftstidende .

REGION MIDTJYLLAND

STRUER: Struer Byråd godkendte tilbage i 2011 oprettelsen af Psykiatriens Hus. Ideen med etablering af et kompetencecenter i Psykiatri er at samle alle Struer Kommunes sociale støttetilbud til sindslidende og relaterede lidelser. Navnet er nu ændret til Troia.

Det er besluttet at bygning A8, Enggårdscentret, skal renoveres og ombygges, så der kan være plads til Troia. For at få plads til det, vil det være nødvendigt med ombygning og renovering af lokaler i stueplan. Projektet omfatter nedrivning af vægge ved eksisterende toiletkerne, samt opførsel af "svalegang" som forbindelsesadgang mellem ny hovedindgang for A6 og cafeen.

Økonomiudvalget besluttede på sit seneste møde at indstille til byrådet, at det afsatte budget på 766.000 kroner frigives til ombygning og renoveringen.

REGION SYDJYLLAND

KOLDING: By- og Udviklingsforvaltningen i Kolding Kommune har i samarbejde med Meldgaard Miljø A/S arbejdet for en fornyet planlægning af et større område ved Eltangvej til tungere erhvervsformål. Planlægningen kræver et kommuneplantillæg, som udlægger et nyt rammeområde, der giver mulighed for at etablere virksomheder op til miljøklasse 6.

Kolding Byråd godkendte på sit seneste møde, at forslag til kommuneplantillæg 40 fremlægges offentligt i otte uger.

Meldgaard Miljø A/S har overtaget hovedparten af arealet med intentionen om at etablere bygningsanlæg og udendørs oplag til affaldshåndtering.

HADERSLEV: Udvalget for Plan og Miljø i Haderslev Kommune skal på sit møde den 25. februar blandt andet se på et forslag til lokalplan for et centerområde og rekreativt område ved Aabenraavej og Erlev Bjerge i Haderslev. Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra privat investor om tilladelse til etablering af et nyt centerområde i Erlev Bjerge.

Med lokalplanen fastlægges områdets anvendelse til centerområde og rekreativt grønt område. Der er fastlagt en samlet arealramme for lokalcentret med et bruttoetageareal på maksimalt 3.000 kvm og en maksimal butiksstørrelse på de enkelte butikker på 1.000 kvm. Der kan etableres to dagligvarebutikker.

I forbindelse med lokalplanen skal der etableres en vejtilslutning fra Erlev Bjerge. Denne sikres etableret ved indgåelse af privatretlig aftale mellem bygherre og Haderslev Kommune.

Erhvervs- og Borgerservice indstiller til udvalget, at lokalplanforslaget vedtages og fremlægges til offentlig høring i otte uger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081