23948sdkhjf

Et fag med frihed og job til alle

Kort- og landmålingsteknikere er jaget vildt på det danske jobmarked
Jobbene hænger billedligt talt på træerne for fremtidige kort- og landmålingsteknikere.

Jobbene er i hvert fald klar til at blive plukket ned af personer, som gennemgår den toårige uddannelse. 41-årige Ulla Ebbesen fra Køge er en af dem, som i sin tid valgte at takke ja til en fremtid med jobgaranti. I hendes tilfælde foregik skolegangen på KEA – Københavns Erhvervsakademi, hvor hun blev færdiguddannet i sommeren 2011 og fik allerede job i september.

Aktuelt befinder Ulla Ebbesen sig i en lun skurvogn uden for Vig i Nordvestsjælland. Her er hun sammen med kollegerne i Danmarks største jordentreprenør-virksomhed M.J. Eriksson i fuld gang med at bygge en motortrafikvej fra Holbæk til Vig.

- Det er et drømmejob for mig. Jeg var bygningsmaler i tyve år, men kunne ikke længere holde til arbejdet. Jeg havde ikke lyst til at forlade byggebranchen og fik så heldigvis øje på denne uddannelse. Og her sidder jeg så nu og er med til et kæmpe vej-projekt. Det er så fedt, understreger Ulla Ebbesen.

Vigtige beslutninger

Ulla Ebbesen beskæftiger sig med afvandingen af de områder, som vejen skal gå igennem. Hun afmærker med udgangspunkt i Vejdirektoratets anlægsplaner, hvor de fire afvandingssjak skal grave ud og lægge rør – og hvor der skal etableres brønde og afvandingsbassiner.

- Jobbet tiltaler mig, fordi det er afvekslende. Du arbejder både ved skrivebordet og ude i landskabet. Du har at gøre med en masse forskellige mennesker og skal være i stand til at træffe vigtige beslutninger i en fart. Jeg har masser af frihed og ansvar. Jeg planlægger stort set selv mit arbejde, og det er et stort plus i min bog, bedyrer hun.

Ulla Ebbesens chef sidder i en anden skurvogn. Han hedder Peter Bøgelund og er ingeniør og projektleder for M.J. Eriksson. Han er dybt afhængig af sine landmålere, afslører han.

Nødvendig ekspertise

- I bund og grund spiller landmåleren en af de allervigtigste roller i et vejprojekt som dette. Landmåleren fortæller, hvor der skal graves og i hvilken dybde – og det er også landmåleren, der løbende står for at kontrollere kvaliteten af arbejdet og afrapportere overfor Vejdirektoratet.

- Først når afrapporteringen er godkendt, modtager vi vores betaling. Der er med andre ord tale om væsentlige funktioner, og derfor er der altid jobs i vores branche til landmålerne, forklarer Peter Bøgelund, der selv egenhændigt håndplukkede Ulla Ebbesen for snart et halvt år siden.

- Vi manglede akut en landmåler og ansatte Ulla, fordi hun havde skrevet en uopfordret ansøgning og var kvalificeret. Det har vi bestemt ikke fortrudt. For os er det kun en fordel, at hun er nyuddannet, da vi dermed kan "færdigudvikle" hende til præcist at matche vores behov. Det er meget sværere med en person, der har været i branchen længe, siger Peter Bøgelund.

Nemme at efteruddanne

Claudio Spaziani Testa er studieleder på Københavns Erhvervs Akademi KEA. Han kunne næppe ønske sig et bedre skudsmål for en af sine tidligere studerende:

- Det er helt tilsigtet, at uddannelsen "producerer" kort- og landmålerteknikere, som kan lidt af det hele – og som derfor er nemme at efteruddanne. Det skyldes en varieret og udfordrende uddannelsesplan, som i høj grad baserer sig på konkrete og virkelighedsnære projekter, siger studielederen. Claudio Spaziani Testa betegner udviklingen inden for landmålerteknikken som en vaskeægte solstrålehistorie midt i krisen:

- Uddannelsen er som skabt til disse tider, for den rummer en masse muligheder jobmæssigt. Man kan arbejde hos landinspektørfirmaer, entreprenørvirksomheder, Kort- og Matrikelstyrelsen og mange, mange flere. Jo, der er praktisk talt jobgaranti – dels fordi landmålerfaget er midt i et stort generationsskifte, dels fordi der mange år frem er gang i nogle enorme projekter som eksempelvis metrobyggeriet, bemærker Claudio Spaziani Testa.

Ulla tackler mændene

Tilbage i Vig viser kort- og landmålingsteknikeren rundt på arbejdsområdet. Store maskiner graver dybe huller, mens andre mindst lige så store maskiner kører jord væk i en lind strøm. Mænd i kedeldragter rumsterer rundt så langt, øjet rækker. Ulla Ebbesen føler sig hjemme på byggepladsen – og nyder hverken positiv eller negativ særbehandling på grund af sit køn:

- Det er totalt uden betydning herude, at jeg er kvinde. Jo, der kommer et par frække kommentarer en gang imellem, men sådan er og bliver tonen altså et sted som her. Så giver man bare lidt igen," siger Ulla Ebbesen med et skuldertræk.

Hun vil i virkeligheden meget hellere tale om glæden ved den kontante afregning; både når hun laver små genistreger, og hvis hun laver fejl. Eller om, hvor stor pris hun sætter på, at det hele tiden er muligt at se med egne øjne, hvordan projektet skrider frem og tager form:

- Arbejdet på projektet er meget håndgribeligt. Det giver nærmest en indre ro at kunne konstatere nu er vi kommet så og så langt eller aha, det er sådan, vejforløbet ser ud i virkeligheden. Jeg er sikker på, at det i fremtiden vil give mig en helt særlig fornemmelse at køre denne strækning. Det er jo mit allerførste projekt som landmåler, noterer Ulla Ebbesen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141