Supersygehus klar til den rigtige byggestart
DNU klar til at tage hul på det egentlige byggearbejde
Det sker ved en særlig event, hvor der tages hul på den første af en række store byggeentrepriser. På det første byggefelt - som bygherren kalder N1 - opføres DNUs kommende akutcenter.
Det er MT Højgaard A/S, der udfører byggefeltets råhusentreprise på de knap 30.000 kvm behandlings- og sengebygninger i fra fire til otte etager. MT Højgaard vandt arbejdet i konkurrence med fire andre prækvalificerede entreprenørvirksomheder.
Jakon A/S og Bravida A/S har i øvrigt vundet arbejdet med aptering og indvendige arbejder henholdsvis tekniske installationer på akutcentret.
Arbejdet med N1 varer de kommende seks år.
Udbud fortsætter
Sideløbende fortsætter arbejdet med at finde entreprenører til de kommende entrepriser på det tilsammen 6,4 mia. kroner store hospitalsbyggeri.
Der er foretaget prækvalificering på de næste storentrepriser, laboratoriebygninger i tre etager, kaldet S1. Der er prækvalificeret fem virksomheder til råhus/lukning, fire til aptering og lukning og fem til tekniske installationer. De tre vindere fra N1 er alle blandt de prækvalificerede.
Udbuds- og risikostyringskoordinator ved Rådgivergruppen DNU Birgitte Møller oplyser, at der afholdes licitation på S1 samme dag som byggestartseventen, altså næste fredag.
Desuden har DNU netop udbudt endnu en storentreprise. Der er tale om endnu et delprojekt til akutcentret med i alt cirka 35.000 kvm nybyggeri.
- Også den del udbydes i tre storentrepriser efter samme retningslinjer, det vil sige råhus og lukning, aptering og teknik og installationer. Vi forventer at prækvalificere fem virksomheder for hver storentreprise, det vil sige i alt 15 virksomheder, siger Birgitte Møller.
Netop nu er også den såkaldte logistikgang på i alt knap 12.000 kvm udbudt i hovedentreprise. Her forventes fire-seks virksomheder prækvalificeret.
For alle udbud gælder, at tildelingskriteriet er laveste pris. Det er dog en grundlæggende forudsætning, at arbejdet foregår på danske vilkår efter ILO-konvention 94 samt at entreprenørerne vil være underlagt Region Midtjyllands krav om et vist antal praktikpladser.