Moderniseret genbrug i Rudersdal
Tidligere skole i Gl. Holte bliver omdannet til det moderne kulturcenter Mariehøj
Nogle gange næsten for hurtigt, fordi der ikke er tid til rigtigt at indrette de gamle skolebygninger til nye formål. Andre steder falder det anderledes heldigt ud. Et godt eksempel er kulturcenteret Mariehøj i Gl. Holte i Rudersdal Kommune.
Mariehøj var tidligere Gl. Holte Skole. Da skolen lukkede, stod lokalerne ikke tomme længe. Dele af den kommunale administration flyttede ind. Det samme gjorde aftenskole, musikskole, ungdomsaktiviteter og en række foreninger.
Men den gamle skolebygning har vist sig at være uoverskuelig og usammenhængende for brugerne og det var umuligt at skabe socialt samvær på grund af manglende samlingssteder, hvilket også gjorde det svært at etablere større kulturarrangementer. Og det er en uholdbar situation for et kulturcenter.
Nye udendørs anlæg
Da Lokale og Anlægsfonden har ny brug af lukkede skolebygninger som særligt indsatsområde, har Rudersdal Kommune fundet det oplagt at bede Fonden om rådgivning, da det blev besluttet at skabe et moderne og sammenhængende kulturcenter i den gamle skole.
Det fører nu til, at Mariehøjs funktioner efter moderniseringen organiseres i fire zoner. En zone til teater, dans, billedkunst og musik. En zone til fælles brug for alle, hvilket inkluderer en helt ny hovedbygning, der bliver det centrale og samlende bindeled for hele kulturcenteret. En zone til aktiviteter for unge og en zone til administration primært for kulturområdet.
De nye og ombyggede bygninger suppleres af nye udendørs anlæg. En belyst kulturplads til koncerter, udstillinger og andre aktiviteter som for eksempel bordtennis. Der anlægges en prydhave til fordybelse og afslapning, og for de mere fysisk aktive kommer der en plads til streetbasket og lignende aktiviteter.
Et skoleeksempel
Jens Bruhn, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Rudersdal Kommune, forklarer at Lokale og Anlægsfonden med sin bevilgede støtte på fire mio. kr. muliggør et afrundet og fuldendt projekt, der skal give plads til kulturlivet version 2.0.
- Lokale og Anlægsfondens støtte er foruden en økonomisk saltvandsindsprøjtning også udtryk for en anerkendelse af den måde, vi har grebet ændringen af den tidligere skole an på med inddragelse af borgere og brugere i alle faser. Fra uoverskueligt og usammenhængende "kulturcenter" kan vi nu realisere Sophus Søbye Arkitekters projekt, der med en identitet som moderne kulturcenter vil være i stand til at imødekomme fremtidens udfordringer, siger Jens Bruhn og oplyser, at projektet i alt beløber sig til 65.395.000 mio. kr. Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet:
- Projektet viser på en fin måde, hvordan en nedlagt skole kan forandres fra at være en kompleks og uoverskuelig bygningsmasse for de nye brugere til at blive en sammenhængende og spændende facilitet for et bredt udsnit af en kommunes udøvende kulturliv.