Turnaround kostede alvorligt på bundlinjen
Jyde Port fik millionunderskud efter omfattende omlægninger og udskilning af selskaber
I 2009 gik selskabet bag Jyde Port A/S konkurs, og i august samme år skød en ny ejerkreds under navnet Velcom A/S 10 mio. kroner ind i selskabet bag Jyde Port for at føre det videre.
Samtidig overtog Velcom i april 2010 det tidligere Hørning Parket, men måtte i sit første regnskabsår, der dækkede over 16 måneder, indkassere et underskud på fem mio. kroner før skat.
Nu et år senere er det ikke gået meget bedre, men det skyldes i høj grad en omfattende turnaround og udskilning af Hørning Parket i et selvstændig selskab.
Selvstændigt selskab
I oktober sidste år blev Hørning Parket udskilt i det nystiftede selskab Horning Floor A/S, samtidig med at Velcom blev omdøbt til Jyde Port A/S, og Jyde Port har nu offentliggjort sit andet regnskab efter konkursen i 2009.
Det viser et underskud før skat i 2011 på 9,2 mio. kroner og en bruttofortjeneste på 4,2 mio. kroner - en tilbagegang på 8,3 mio. kroner.
- Resultatet er utilfredsstillende og skyldes i væsentlig grad omkostninger til turnaround på aktiviteter overtaget efter tidligere konkurs, skriver Jyde Port A/S i sin ledelsesberetning.
Lille egenkapital
Underskuddet kan primært henføres til engangsomkostninger og omkostninger i forbindelse med underskuddet i Hørning Parket, frem til det blev udskilt fra Velcom den 1. oktober 2011, omkostninger til styrkelse af salgsorganisationen og udskiftning af it-systemet til et mindre og enklere.
Disse omkostninger har alle bevirket, at bruttofortjenesten er faldet fra 12,5 til 4,2 mio. kr.
På grund af det store underskud i år og underskuddet i 2010 på 5,1 mio. kr. har Jyde Ports egenkapital været i alvorlig fare. Men den lander i 2011 på 365.299 kroner takket være en kapitalforhøjelse på 11 mio. kroner og et skattefrit tilskud fra moderselskabet på tre mio. kroner.
Ud over egenkapitalen har Jyde Port optaget såkaldt ansvarlig lånekapital for 2,525 mio. kroner.
Der er der også en stor tiltro i selskabet til fremtiden. Der er iværksat øgede afsætningsaktiviteter, og medarbejderstaben er blevet trimmet i starten af 2012.
Samtidig er adm. direktør Peter Mathiasen og den nytiltrådte salgsdirektør Peter Vissing indtrådt i ejerkredsen med hver sin ejerandel på 10 procent.