Anlægsnyt
trafik - kjellerup: Kjellerup Lokalråd har tre ønsker til trafikale forbedringer.
Det ene handler om regulering af krydset mellem Vestergade, Fredensgade og Tinghusvej.
Det andet, som rådet samarbejder med lokalrådet i Vinderslev om, handler om at få forbedret forholdene for cyklister mellem Vinderslev og Kjellerup. Ønsket er at få etableret en rundkørsel i krydset mellem Kjellerupvej, Silkeborgvej og Haurbakvej og få anlagt en cykelsti herfra og til Kjellerup. Også en cykelsti fra Vinderslev ad Vinderslevvej til Kjellerup står på ønskesedlen.
Endelig ser lokalrådet gerne, at der laves chikaner, der kan gøre livet sikrere for de bløde trafikanter i Søndergade i Kjellerup, hvor der snart skal graves op i forbindelse med en kloak-renovering.
REGION SJÆLLAND
VINDMØLLER - KØGE: Et enigt Køge Byråd sætter nu gang i de økonomiske og miljømæssige undersøgelser, der skal til, før man kan tage en endelig beslutning om at rejse fire 149 meter høje vindmøller på de nye dækmoler ved Køge Havn. Byrådet forventes at tage den endelige beslutning medio 2014.
De fire vindmøller vil kunne forsyne størstedelen af Køge bymidte med CO2-fri og miljøvenlig el. Vindmøllerne kan producere 42 GWh pr år. Udover den miljømæssige gevinst vil etablering af de fire store vindmøller blive et flot vartegn for miljømæssig ansvarlighed, og de vil også bidrage til at reducere udgifterne til at opføre de planlagte ydre mole-anlæg ud for Køge Jorddepot, påpeger borgmester Marie Stærke.
REGION HOVEDSTADEN
NEDRIVNING - BIRKERØD: Rudersdal Kommune har givet landszonetilladelse til nedrivning af ladebygning ogdrivhus samt til opførelse af en ny bygning ved Gefion i Birkerød.
Der foretages ikke ændringer af anvendelsen, idet ladebygning og drivhus som tidligere skal fungere som daghjem for Værkstederne Rude Skov.
MULTIBANE - HØJE-tAASTRUP: Høje-Taastrup Byråd har sagt god for etablering af en multibane i Gadehavegård.
Banen realiseres under Høje-Taastrup Kommunes sundhedsprojekt "Sundhed i Gadehavegård" og den etableres i tilknytning til de eksisterende fodboldbaner ved Gadehaveskolen. Ifølge planerne anlægges den i løbet af efteråret.
Lokale- og Anlægsfonden har bevilget et etableringstilskud på 150.000 kr, og de øvrige 500.000 kr., der skal bruges, kommer fra Sundhedsprojektets tildelte midler fra Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen skal godkende, at Sundhedsprojektet kan de bruge 500.000 kr. på en multibane, og dette er under behandling i Sundhedsstyrelsen.