Uskyldige ofre
I et land, hvor danskerne samlet betaler nogle af verdens højeste skatter og afgifter, er det stødende, når store virksomheder i en lang årrække kan udnytte afskrivningsreglerne til at undgå at betale selskabsskat.
Samtidig er regeringen i færd med at halvere rejsefradraget, fordi blandt andre østarbejderne i byggebranchen har misbrugt denne mulighed til social dumping.
Og så er regeringen også parat til at ændre reglerne for betaling af indkomstskat i Danmark under udlandsophold, ligeledes for at standse social dumping.
Det helt store problem ved disse tiltag er, at de oprindelig er indført som umiddelbart ganske rimelige rammer for dansk erhvervslivs optræden i ind- og udland. Derfor er det også ekstra ærgerligt, at man for at undgå beskyldninger om forskelsbehandling er nødt til at forringe vilkårene for såvel danske virksomheder som danske lønmodtagere.
Men det er nu engang spillereglerne, og så må det være op til politikerne at afgøre, om de opnåede gevinster står mål med resultaterne. Det sidste tvivler Licitationen dog på.
Det grundlæggende problem er, at de nye regler IKKE primært indføres af skattemæssige årsager, men for at genere de østeuropæiske arbejdere og firmaer mest muligt ved at reducere deres muligheder for at lade attraktive danske fradragsregler indgå i betalingen for det udførte arbejde.
Samtidig rammer man så de danske virksomheders muligheder for at betale deres medarbejdere lavere lønninger under længere ophold i udlandet, hvor de kan nøjes med at betale den lokale indkomstskat. Og man rammer ikke mindst de danske rejsearbejdere, der har haft et pænt løntilskud gennem deres skattefrie diætordninger op til 50.000 kr. årligt.
Man kan så diskutere, om det er rimeligt, at andre skatteydere skal betale for, at det er muligt at opnå et skattefrit overskud på sine diæter i stedet for, at arbejdsgiveren betaler de reelle udgifter til mad og indkvartering.
De danske lønmodtagere og virksomheder, der rammes af de nye regler, er grundlæggende uskyldige ofre for andres mere eller mindre kreative omgang med dansk skattelovgivning.
Kun fremtiden kan vise, om det er ofrene værd.