Sådan fungerer fjernkøling i Carlsberg Byen
Fjernkøling er - som fjernvarme - væsentlig mere energieffektivt end traditionel decentral køling
Det kolde vand produceres centralt på samme måde, som der produceres varmt vand til fjernvarme.
Fjernkøling erstatter lokale køleanlæg, ligesom fjernvarme i mange byområder har erstattet den lokale opvarmning af bygninger. Fjernkøling er - som fjernvarme - væsentlig mere energieffektivt end traditionel decentral køling.
På fjernkølingscentralen køles vandet enten via frikøling, hvor kulden trækkes fra udeluften, eller via kompressionskøling - eller som en kombination af de to metoder. I forbindelse med produktionen ledes det kolde vand enten direkte ud til kunderne eller til de to nedgravede lagertanke, som samlet har en kapacitet på knap 4000 kubikmeter.
Lagertankene indgår i den daglige produktion, så køling først og fremmest kan produceres om natten. At man producerer om natten hænger sammen med, at man i nattimerne kan trække mest kulde fra udeluften, og at der i denne periode er mest grøn og billig strøm til rådighed. På den måde kan køling produceres både billigere og mere miljørigtigt. Tankene kan også fungere som en ekstra kapacitet i spidsbelastningsperioder.
Ved fjernkøling opnår man betydelige fordele både for forbrugere og for samfundet. Forbrugerne får en grønnere og mere simpel løsning, der oftest er billigere og oplever blandt andet en fast afregning af kølingen med væsentlig færre tekniske og økonomiske risici, ingen lokal håndtering af kemikalier, bedre udnyttelse af egne lokale pladsforhold, mindre lokale støjgener m.m.
Den samfundsmæssige gevinst knytter sig til en betydelig reduktion af energiforbruget og dermed CO2-udledningen af fossile brændsler ved fjernkøling.
Frederiksberg Fjernkøling A/S, som har investeret i anlægget og også skal stå for driften, har fået gennemført energiberegninger, der viser, at fjernkøling i Carlsberg Byen medfører en reduktion af miljøbelastningen (CO2, SO2 og NOx) på cirka 23 procent. Desuden lægges der i aftalen op til, at al el skal leveres fra vedvarende energikilder, hvilket vil reducere miljøbelastningen yderligere.
Carlsberg Byens centrale fjernkølingsanlæg udbygges trinvist for at følge med byudviklingen i området og forventes af skulle levere omkring 14 MW, når bykvarteret er fuldt udbygget om 10-15 år.