Anlægsnyt
VANDLØB - KØBENHAVN: Teknik- og Miljøudvalget i Købbenhavns Kommune skal på sit møde den 6. oktober tage stilling til en omprioritering af rækkefølgen for projekteringen af delstrækninger i Harrestrup Å.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at rækkefølgen for projektering af delstrækninger på Harrestrup Å ændres således, at de sydlige delstrækninger fra Dæmningen til Kalveboderne udvikles først.
Forslag til Helhedsplan for Harrestrup Å har til formål at genoprette åen og skabe et rekreativt område. I forslaget er en rækkefølge for realisering af de enkelte delstrækninger foreslået. De første fire delstrækninger er: Krogebjergparken syd, Damhusengen, Vigerslevparken mellem Vigerslev Allé og Åhaven og Vigerslevparken mellem Åhaven og Gl. Køge Landevej. Det foreslås nu, at de to sydlige delstrækninger i Vigerslevparken, mellem jernbanen og Vigerslev Allé og mellem Gl. Køge Landevej og Kalvebod Strand bliver realiseret først, og at realiseringen af de nordlige strækninger udskydes.
Projekterne koordineres med etableringen af Hofors nye bassinledning, der anlægges i 2015-16, hvilket betyder, at projekterne kan anlægges successivt.
REGION SJÆLLAND
UDVIKLING - ASNÆS: Miljø- og Klimaudvalget i Odsherred Kommune skal på sit møde 7. oktober behandle et forslag til udviklingsplan for Asnæs Bymidte. Planen indeholder en række temaer som Asnæs for de unge, Asnæs for de besøgende, Asnæs som et godt sted at bo, Asnæs som samlingspunkt og Asnæs som grøn og blå bymidte. Der knytter sig i alt 13 indsatser til temaerne.
Administrationen vil snart gå i gang med en ny lokalplan for Asnæs bymidte, som vil tage afsæt i de dele af udviklingsplanen, der kan føjes ind som bestemmelser i den fremtidige lokalplan.
Direktøren indstiller til Miljø- og Klimaudvalget, at udviklingsplanen for Asnæs Bymidte sendes i offentlig høring som forslag i fire uger, hvorefter byrådet vil tage endelig stilling til planen.
VANDLØB - NÆSTVED:Vandløbsmyndigheden i Næstved Kommune har udarbejdet et projektforslag til genslyngning af Harrested Å ved fodsporet på ejendommen Kyse Markvej 45.
Harrested Å ønskes genslynget på en strækning, der i dag er cirka 472 meter lang, og som efter genslyngningen bliver cirka 862 meter lang. Vandløbet bliver anlagt nede i en kunstig ådal, og der etableres desuden tre sandfang og flere gydebanker på den berørte strækning.
Der kan gøres indsigelser og kommenteres på forslaget frem til 28. oktober.