Malermestre går ind for arbejdsklausuler
Overvældende opbakning fra landets malermestre til kommunernes brug af arbejdsklausuler for at sikre lige konkurrence
En undersøgelse, som Danske Malermestre har gennemført blandt medlemsvirksomhederne, viser, at knap 90 procent af medlemmerne bakker op om kommunernes brug af arbejdsklausuler. Der er også et stort flertal for, at kommunerne stiller krav om kædeansvar i forbindelse med udbud.
- Budskabet er entydigt. Malermestrene accepterer kommunernes brug af arbejdsklausuler som det regelsæt, der kan være med til at sikre ens vilkår i forbindelse med kommunale opgaver, siger Per Vangekjær, formand for Danske Malermestre.
Baggrunden for undersøgelsen er, at regeringen har moderniseret det eksisterende regelsæt om arbejdsklausuler på baggrund af ILO konvention 94 og samtidig har opfordret kommunerne til at anvende arbejdsklausuler som redskab til at hindre social dumping. De nye retningslinjer, der blev præsenteret før sommerferien, gav anledning til voldsom uenighed blandt arbejdsmarkedets parter. DA og Dansk Byggeri mener, at arbejdsklausulerne strider imod EU-retten, mens lønmodtagersiden mener, klausulerne både er lovlige og nyttige.
Lige konkurrencevilkår
- Efter Dansk Byggeri for nylig offentliggjorde deres hitliste over erhvervsvenlige kommuner, var der flere borgmestre, der undrede sig over, at de fik negative karakterer for at anvende arbejdsklausuler. De sagde, at de med arbejdsklausulerne blot efterkommer et ønske fra deres lokale erhvervsliv. Det syntes vi skulle komme an på en prøve. Og svaret er klart: Ja, virksomhederne efterspørger, at konkurrencen foregår på lige vilkår, siger Per Vangekjær.
Han er ikke overrasket over virksomhedernes positive holdning til arbejdsklausuler.
- De regler, som virksomhederne forpligtes til at følge, er jo, hvad de i forvejen følger i kraft af deres overenskomst, så det er kun naturligt, at de ønsker, at alle har samme spilleregler. Det gælder også udenlandske virksomheder, som er velkomne, hvis de følger spillereglerne. Og så tror jeg, at virksomhederne har forståelse for, at kommunernen ikke kan leve med, at der kommer polakker op af kældrene i forbindelse med kommunale byggeopgaver, siger Danske Malermestres formand.
Flertal for kædeansvar
Undersøgelsen, som bygger på besvarelser fra 115 malermestre, viser også stor opbakning til, at kommunen kan kræve dokumentation for løn- og arbejdsvilkår, foretage uanmeldte kontrolbesøg, og at kommunen kan opkræve dagbøder og udelukke entreprenører, der ikke overholder reglerne.
Samtidig har 70 procent forståelse for, at kommunen stiller krav om kædeansvar, så en entreprenør kan gøres økonomisk ansvarlig for underentreprenørernes manglende overholdelse af aftalte løn- og arbejdsvilkår.
- Med hensyn til kædeansvar er jeg personligt noget forbeholden, fordi det meget handler om, hvordan det er skruet sammen. Men jeg tolker medlemmernes svar derhen, at virksomhederne ser med sympati på det ædle i princippet om, at en entreprenør ikke kan bruge en tvivlsom underentreprenør og score kassen på at udnytte andre, og det er jeg også enig i, siger Per Vangekjær.
En presset branche
I Dansk Byggeris malersektion er formanden, Dennis Eskildsen, ikke overrasket over, at mange malermestre går ind for arbejdsklausuler.
- Jeg tager det som et udtryk for, at malerbranchen er presset, og at vi ønsker fair og lige vilkår. Det er dog ikke nok, at kommunerne stiller krav om arbejdsklausuler, hvis de i sidste ende vælger billigste tilbud og med lidt almindelig hovedregning kan se, at tilbuddet kun kan holde, hvis de forærer arbejdet væk, siger Dennis Eskildsen.
Derimod forstår han ikke, at virksomhederne går ind for kædeansvar, som han vender sig imod som redskab til at sikre lige konkurrence.
70 kommuner bruger i større eller mindre omfang arbejdsklausuler ved udbud af bygge- og anlægsopgaver.