23948sdkhjf

Arkitekttegnede boliger til lavpris

Pihl opfører almene familie- og plejeboliger på Amager i totalentreprise
E. Pihl & Søn A.S. har sammen med tegnestuen Vandkunsten, Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S og Sloth Møller A/S vundet rammeaftale for projektering og opførelse af 113 almene familieboliger og 121 almene plejeboliger på Sundbygård og Sundbyvang på Amager i København.

Boligerne opføres for AKB København i samarbejde med Københavns Kommune i overensstemmelse med familieboligkonceptet AlmenBolig+, hvor huslejen ligger cirka 30 procent under normen for en almenbolig, svarende til at huslejen for en bolig på 104 kvm er ca. 7.100 kr. pr. måned ekskl. forbrug (2011-prisniveau).

Alle boligerne er arkitekttegnede, men ved at benytte præfabrikerede, ensartede moduler er opførelsesomkostningerne meget lave. Boligerne opføres desuden som lavenergiboliger, og det kommer lejerne til gode i form af lave omkostninger til rumvarme og brugsvand.

Moduler fra Varde

De nye almene plejeboliger erstatter utidssvarende plejeboliger i det nuværende Sundbygård og Sundbyvang og opføres med den samme byggeteknik som de almene familieboliger. De 121 nye almene plejeboliger opføres som led i Københavns Kommunes moderniseringsplan for Sundbygård og Sundbyvang.

Pihl-teamets løsning består af et byggesystem af rumstore træbaserede bokselementer i forskellige størrelser. Facaderne beklædes med en kombination af mørke facadeplader monteret på klink og plane plader i kombination med listebeklædning. Modulernes vindueshuller udfyldes med vinduer, franske altaner og isolerede sidepartier, som repeteres gennem hele bebyggelsen. Modulerne bygges på Modul Concept A/S’ fabrik i Varde og samles til færdige boliger i København. Bruttoetagearealet udgør cirka 20.500 kvm.

Som eget rækkehus

Det tre-etagers byggeri afsluttes med et markant tagudhæng, der giver bebyggelsen et helstøbt udtryk, og som samtidig beskytter facaden mod vejrlig.

Beboerne i de almene familieboliger skal selv stå for en del af renholdelsen og vedligeholdelsen af bebyggelsen. Det er en del af "prisen" for den lave husleje.

Beboerne skal således selv slå græs, klippe hæk, feje og rydde sne m.m., og boligformen henvender sig derfor primært til familier, der gerne vil være med til at vedligeholde deres bolig og indgå i et socialt fællesskab.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094