Bredt flertal støtter vejsvigt
Vejene bliver igen sorteper i det politiske spil om dansk infrastruktur. Dansk Vejforening advarer mod konsekvenserne
Pengene til jernbanen findes nemlig ved at bryde den oprindelige trafikaftale ved at udskyde flere planlagte vejprojekter, herunder den hårdt tiltrængte udvidelse af Køgebugt motorvejen mellem Greve syd og Køge, samt den fynske motorvej. Dertil kommer, at analyser af fremtidige vejprojekter sættes i stå, ligesom der ikke er penge til at opretholde vejvedligeholdelsen efter 2013. Ifølge sekretariatschef Søren Bülow fra Dansk Vejforening fremgår det af aftalen, at elektrificeringen af den nævnte jernbanestrækning koster næsten 1,2 mia. kr., og halvdelen af disse midler skal findes ved mindreforbrug på billiggjorte vejprojekter:
- Ingen af disse mindreforbrug finder åbenbart tilbage til vejinvesteringer til trods for, at det også af aftaleteksten fremgår, at en lang række af de vejprojekter, som nu skydes til hjørne, udviser et højt samfundsøkonomisk afkast. Det drejer sig blandt andet om udbygningen af de for landstrafikken så vigtige strækninger som Fynske Motorvej og Køgebugt motorvejen, forklarer Søren Bülow til Licitationen.
Fare for nedslidning
Ifølge den oprindelige trafikaftale skal en trediedel af de økonomiske midler, der frigøres til Infrastrukturfonden, bruges til veje:
- Det ville have været både interessant og relevant at se, hvordan 1,2 mia. kr. investeret i elektrificering af Esbjerg-Lunderskov til sammenligning klarer sig i samfundsøkonomisk afkast, siger Søren Bülow, der ikke er i tvivl om, at samfundsøkonomisk set er investeringerne i motorvejsstrækningerne langt mere profitable end investeringen i elektrificering af jernbanestrækningen. Dertil kommer, at det tidligere er beregnet, at der alene til vedligeholdelse er behov for cirka 1,3 mia. kr. årligt på statens vejnet. Efter 2013 mangler der 300-400 mio. kr. årligt i at nå det tal med deraf følgende øget nedslidning af vejnettet:
- Udskudt vedligeholdelse koster to-tre gange så meget senere. Dansk Vejforening har ikke noget imod, at der investeres i en mere moderne jernbane. Det er nødvendigt for at vinde nogle af de passagerer tilbage, som man igennem en årrække har skræmt ud på vejene med en utidssvarende og ineffektiv togbetjening. Der er bare noget galt, når én del af transportsektoren på denne måde kan få midler til at blive gjort mere effektiv og moderne, mens en anden del lander med et rent nul. På vejene foregår 95 procent af trafikken, men store dele af vejene fungerer og ser stadig ud som, da de blev anlagt i 1970erne, forklarer Dansk Vejforenings sekretariatschef.
Mangler moderne mål
Samtidig kritiserer Dansk Vejforening manglen i den nye aftale på øget samarbejdet med den private sektor og privat finansiering:
- Her er det kun aftalt, at man vil se nærmere på det i en analyse. Det ville have været mere imponerende, hvis politikerne havde sat sig nogle mål om en moderne og effektiv transportsektor for både tog og biler. Man burde arbejde målrettet på at tiltrække privat kapital, nu hvor riget fattes penge. Og alt hvad vi bygger af nyt burde holdes ved lige med rettidig omhu. Lettere sagt end gjort, selvfølgelig. Men målsætninger og ambitioner er dog det første skridt for at opnå resultater, der rykker noget, påpeger Søren Bülow.