Vognmand lægger om til byggebranchen
Den sjællandske vognmandsforretning, Dansk Specialtransport v/ Rørby Johansen, har i mange år været kendt for transport af industrimaskiner. Nu koncentrerer virksomheden sig om byggebranchen
Sådan siger vognmand Jørgen Rørby Johansen, Herlufmagle, som stiftede Dansk Specialtransport i 1970.
- Vi kører jord, asfalt og laver kranarbejde med byggeelementer og diverse materialer til huse inklusiv maskintransport og entreprenørkørsel, fortæller han.
En af specialerne er håndtering af forurenet jord. Vognmandsfirmaet henter jorden, sorterer den og sørger for al dokumentation. Det er blevet en stor aktivitet for firmaet.
- Vi har en fuldtidsbeskæftiget medarbejder, der kun står for dokumentation på den jord, vi flytter. Før vi kan flytte et læs jord, skal der tages prøver og dokumentationen skal i den forbindelse være i orden.
Jorden bliver kørt mange steder hen. Det afhænger af jordens forureningsgrad, og hvad jorden er forurenet med. En stor del af den jord, der køres væk, modtages af Køge Jorddepot. Køge Havn har gang i en kæmpe udvidelse, hvor der de kommende år skal fyldes op med knap 7 mio. ton jord. Der er banket spuns i havbunden, så jorden ikke løber ud i havet. Ellers er det typisk kranopgaver, som Dansk Specialtransport tilbyder, når der køres for entreprenør- og byggefirmaer samt typehusfirmaer.
Faste rammer
- Vi kører alle slags byggematerialer. Vi hejser tegl op på tagene. Vi flytter gravemaskiner, ligesom vi også udlejer gravemaskiner ud til entreprenører, forklarer Jørgen Rørby.
Det var i forbindelse med finanskrisen, at vognmanden foretog en konsekvent omlægning af virksomhedens aktiviteter og koncentrerede indsatsen til byggeri og anlæg. Det har han ikke fortrudt.
- Når man kører for byggebranchen, skal transporterne ligge i meget faste rammer, siger han.
- Det er 100 procent vigtigt, at man overholder de aftalte leveringstider. Mange byggerier foregår så stramt, at vi skal komme på byggepladsen på et ganske præcist klokkeslæt. Hvis der skal bruges et læs sten klokken 9, skal man være der klokken 9 - ikke klokken halv 10. Når klokken er 14 kommer den beton, der skal ligge ovenpå.
- Det minder meget om taxa-kørsel, siger Jørgen Rørby Johansen.
- Vi har vundet mange opgaver ved at have styr på vores transporter og overholde tidsfristerne. Det rygtes hurtigt i branchen. Alle ønsker loyale og pligtopfyldende leverandører.
Byggebranchen stiller hårde krav ikke kun til tidsfristerne, men også til materialernes kvalitet og til håndteringen af jorden.
- Vi tager jordprøver og sender dem til analyse. Vi laver også aftalerne om, hvor vi kan deponere jorden.
- Når det handler om at levere materialer til branchen, skal materialerne være godkendte. Det skal ikke bare være noget sandfyld fra kanten af en grusgrav. Det skal være certificerede materialer.
Rørby køber grus og stenmaterialer fra mange forskellige grusgrave på Sjælland. Det kræver, at man kender kvaliteterne, så man er i stand til at levere lige præcis den kvalitet, der skal bruges til det specifikke formål.
Rørby kører også for asfaltfirmaerne og har flere forskellige typer af asfaltkøretøjer.
- Vi kan levere alle steder, hvor der bliver lagt asfalt på. Det kan for eksempel være på en lille villavej, men også en stor motorvej.
- Når vi leverer asfalt til en motorvej, kører vi typisk 20-30 biler på én gang. Hvis vi ikke har biler nok selv, har vi et tæt samarbejde med kollegaer, som vi lejer biler hos, siger Rørby Johansen, som i højsæsonen bruger dobbelt så mange biler, som han selv har.
Op- og nedture
Ligesom transportbranchen er byggebranchen også præget at periodiske op- og nedture.
- Fra 2008-2010 skete der stort set ingen ting, husker Jørgen Rørby Johansen.
- Det var meget slemt. Vi gik ned på en tredjedel af vores omsætning i de år; men det skete jo for alle andre også. Vi kørte mange parcelhuse dengang; men det stoppede lige pludselig i 2008. Dengang kunne man tælle de parcelhuse, der blev bygget i Danmark, på én hånd. Det er heldigvis kommet i gang igen.
Jørgen Rørby Johansen kan konstatere, at mange kollegaer i branchen er væk i dag. Krisen gik ikke kun ud over dem, der bygger huse, men også leverandørerne.
- Som lille virksomhed er det svært at klare sig i dag. Vognmændene, entreprenører og byggefirmaer bliver større. Det hænger også sammen med, at det også er større opgaver til mange millioner kroner, der udbydes.
- Den lille tømrermester, som bygger et enkelt parcelhus, eksisterer stort set ikke mere. Det er en uddøende race. Det er ligesom købmanden, der bliver erstattet af supermarkedet. Den udvikling vil fortsætte, tror jeg.
Selv ønsker Jørgen Rørby ikke at blive større. Han har 75 medarbejdere og 40 lastbiler.
- Det kan godt være, at vi bliver lidt større; men jeg er ikke interesseret i at ekspandere til for eksempel Jylland. Vi dækker Sjælland, Lolland-Falster og Møn samt lidt i Sydsverige og Nordtyskland.
Intet Femern-boom
Jørgen Rørby har ikke se store forventninger til det helt store boom for transportbranchen, når arbejdet på Femern-forbindelsen går i gang på Lolland.
- Det vil nok være behov for en del interne leverancer af service og transporter til skurbyen; men de mange sten- og grusmaterialer, der skal brugs til at støbe tunnelelementerne med vil formentlig komme fra udlandet. Der er ingen grusgrave på Sjælland eller Lolland-Falster, der kan levere materialer nok. Desuden er de materialer, man kan købe i Danmark, omkring tre gange så dyre som i Polen.
- Materialerne vil sandsynligvis blive sejlet lige til tunnelbyggepladsen, hvor de kan øses direkte op i blandemaskinerne. Det vil være oplagt at få materialerne udefra også stål og armering.
Jørgen Rørby Johansen tror mere på, at byggeriet af en ny Storstrømbro vil give flere transportopgaver.
- Jeg holder mig orienteret om disse ting, siger han.
- Vi følger med i licitationerne. Er der noget, der har vores interesse, kontakter vi den entreprenør, som har vundet licitationen og spørger, om vi må give til tilbud på underleverancerne.
Det rette materiel
Når man arbejder for byggebranchen er det vigtigt at råde over de rigtige køretøjer. Derfor har Rørby lastbiler af forskellige mærke.
- Jeg har tre-fire forskellige mærker afhængig af, hvad de skal bruges til. Visse biler er bedre end andre til nogle bestemte opgaver.
Rørby Johansen har overvågning på bilerne. Dertil kommer kørselsdisponeringsprogrammer, så man hele tiden kan se, hvor langt bilerne er kommet med varerne. Jørgen Rørby Johansen ser optimistisk på fremtiden både for byggebranchen og for de vognmænd, der leverer til branchen.
- Vi forventer, at der bliver en masse at se til de næste mange år. Alene de motorvejsbyggerier og jernbanebyggerier, som folketinget har vedtaget, indebærer flytning af mange ton materialer og jord. Jeg forventer ikke at blive arbejdsløs lige med samme, slutter Jørgen Rørby Johansen.