23948sdkhjf

Dansk byggeforskning skal være vækstdynamo

Byggebranchen har enestående forudsætninger for at blive en del af Europas forskningselite, mener dagens kronikør
Byggebranchen forvalter en meget stor del af samfundets resurser i form af materialer, arealer og energi. Derfor har branchen en stor samfundsmæssig forpligtelse til at medvirke til at sikre øget fokus på bæredygtighed, socialt ansvar og livskvalitet.

Det er en forpligtelse, som branchen allerede er i gang med at finde løsninger på. Og her spiller forskning og innovation en meget vigtig rolle – også med henblik på at finde veje ud af den nuværende økonomiske krise.

Klima og energi er derfor et oplagt forskningsområde, som rummer et meget stort potentiale. 40 procent af al energi bruges i bygninger, og det svarer til et årligt energiforbrug på 50 mia. kr. alene i Danmark. Der er derfor brug for meget mere viden om, hvordan vi kan gøre investeringerne i energiforbedringer mere rentable.

Unikke forudsætninger

Der skal også forskes mere i, hvordan bedre ledelse, samarbejde og inddragelse af it og teknologi kan medvirke til at skabe bedre produktivitet i branchen. Et andet vigtigt område er forskning i bedre indeklima, der vil kunne nedsætte sygefravær og øge produktiviteten. Endelig vil forskning i boligområder medvirke til at komme sociale problemer til livs, og dermed gøre udsatte områder mere velfungerende og trygge at opholde sig i.

Danmark har stærke forskningsmiljøer inden for traditionelle byggematerialer. Og sammen med stærke kompetencer på energi-området betyder det, at det danske byggeerhverv har enestående forudsætninger for forskningsmæssigt at være i Europas top:

Vi har tradition for at integrere de store virksomheders forskningskompetencer med de små og mellemstore virksomheders fleksibilitet og innovationsevne i tætte samarbejder med videninstitutionerne. Det er en model, der giver unikke forudsætninger for at kunne udvikle, implementere og formidle helt nye teknologier og processer.

Tingene hænger sammen

Det er afgørende, at de byggerelaterede forskningsmiljøer arbejder sammen med andre forskningsmiljøer for at skabe grobund for inddragelse af helt nye teknologier – f.eks. på områder som bioteknologi, nanoteknologi, it og kemi. I Danmark har vi tradition for en sådan tværgående tilgang, og derfor har vi god mulighed for at komme til at stå endnu stærkere. Samtidig vil et styrket internationalt samarbejde være en naturlig del af de fremtidige forskningsindsatser.

I de kommende år investeres der milliardbeløb i den danske infrastruktur, og der bygges flere supersygehuse rundt om i landet. Her er det afgørende, at investeringerne ledsages af en strategisk forsknings- og innovationsindsats:

På den korte bane vil det sikre størst og bedst muligt resultat for pengene, og på den lange bane vil det sikre et varigt løft af bygge- og anlægsbranchen til gavn for konkurrenceevne og eksport. Byggeriet har stor strategisk betydning for dansk og europæisk økonomi. Europa er et stort marked for danske byggeprodukter og -ekspertise, og branchen er Europas største industrielle arbejdsgiver med over 14 procent af den totale arbejdsstyrke. Derfor er det vigtigt, at byggeriet tænkes ind i både nationale og internationale forskningsprogrammer.

Målrettede programmer

Dansk Byggeri har i forbindelse med høringen af EU-kommissionens udspil til en forskningsstrategi frem mod 2020 blandt andet påpeget, at det er afgørende, at byggebranchens bidrag til at løse klima- og energiudfordringerne bliver en integreret del af de kommende års forskningsprogrammer.

Vi har samtidig understreget, at det skal være lettere at søge midler fra disse programmer. På samme måde skal byggeforskning og -innovation tænkes ind i den danske forsknings-strategi.

Ved at agere aktivt på såvel EU-niveau som på nationalt niveau, kan der skabes rammer for en perspektivrig udvikling - en udvikling der sætter byggeriet i rollen som vækstdynamo.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094