Ny bydel for en milliard på Haderslev Havn
Med en investering på 70 mio. kroner er det lykkedes Haderslev Kommune at skabe rammerne for en helt ny bydel på Haderslev Havn, hvor der indtil nu er bygget for en mia. kroner
VUC Syds domicil Light House byder på ny, anmelderrost arkitektur, der skaber rammerne for en moderne, it-baseret undervisning. Ved siden af er byggeriet i af Street Dome i fuld gang, et kulturhus for gadeidræt og streetkultur som sætter nye standarder på området og vil blive et af de førende i Danmark.
Udvikling af havn
I tilknytning hertil har kunstneren Victor Ash forvandlet en 30 meter høj betonsilo på Haderslev Havn til et kunstværk, der samtidig fungerer som Danmarks højeste klatrevæg. Hajer, fisk og hvaler skuer nu ud over byen og den havn, der for 12 år siden lå stille hen, som mange andre erhvervshavne i Danmark.
- Vi har brugt 70 mio. kroner på kanaler, promenader, veje, stier og grønne områder, og vi har brugt en model, hvor de indtægter, vi får fra salg af arealer på havnen, går videre til udviklingen af havnen. Til gengæld har vi skabt rammerne for byggerier for en mia. kroner, det er en god forrentning og en god investering i liv og aktivitet på havneområdet, siger borgmester H.P. Geil (V).
Arkitektfirmaet C.F. Møller udarbejdede masterplanen for 10 år siden.
- I C.F. Møller havde vi for 10 år siden ikke drømt om, at vi var kommet så langt på Haderslev Havn, som vi er i dag. Det skyldes, at vi er lykkedes med en robust og fleksibel planlægning i respekt med byens historie og udvikling, siger partner i C.F. Møller, arkitekt maa Julian Weyer.
50 procent er solgt
Siden masterplanen blev vedtaget for knap 10 år siden er der solgt i omegnen af 50 procent af havnens areal. 75 private boliger er etableret. 140 senior/almene boliger er bygget. 650 arbejdspladser er etableret på havnen i domiciler for eksempel jobcenter, Skat, ATP og VUC, hvor 650 studerende nu har deres daglige gang.
På en konference for nylig var de forskellige oplægsholdere fra blandt andet C.F. Møller enige om, at udviklingen på Haderslev Havn er overraskende og positiv. En realistisk masterplan, respekt for byens historie og perfekt timing har til sammen gjort, at der er sket utrolig meget på havnen inden for en kort årrække.
Som afslutning på konferencen fik deltagerne, der blandt andet omfattede repræsentanter for beboerne og arbejdspladserne på havnen, fritids- og kulturaktører samt investorer mulighed for på en workshop at bidrage med forslag til den videre udvikling på havnen. Herfra var budskabet blandt andet, at ambitionsniveauet fremover skal fastholdes, så der skabes endnu mere liv og udvikling på havnen.