23948sdkhjf

Uddannelse er sikker fremtid for rådgivere

Forskningsminister Morten Østergaard (R) satser på, at 60 procent af en ungdomsårgang får en uddannelse. Veluddannede skaber mere innovation
Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) holdt torsdag generalforsamling og årsdag i Ingeniørhuset i København.

Temaet var "Verden i forandring: globalisering, kompetencer og positionering af rådgivende ingeniørvirksomheder", og minister for forskning, innovation og videregående uddannelser, Morten Østergaard (R) var blandt andre gæstetaler:

- Veluddannede skaber mere innovation. Derfor bør det være ikke bare regeringens mens hele Danmarks ambition, at 60 procent af en ungdomsårgang får en uddannelse, sagde ministeren, der glæder sig over den rekordstore investering fra Europakommissionen på 600 mia. kr., der fra 2014-20 skal skabe vækst og udvikling.

- Et eksempel er byggeriet af verdens største mikroskop i Lund, med analysecenter i København, der kan tiltrække virksomheder til regionen.

Svagere faglighed

De tiltag skal ifølge ministeren gå hånd i hånd med en styrkelse af fagligheden på uddannelsesinstitutionerne, som kan blive bedre.

Fakta er, kom det frem på FRIs årsmøde, at mange virksomheder oplever svagere faglighed hos de nyuddannede.

- Det er et område, vores uddannelsesinstitutioner vil blive målt på i fremtiden, sagde Morten Østergaard, og tilføjede:

- Uddannelse og erhvervsliv skal gøre hinanden stærkere. Det skal ikke være en sovepude, at for eksempel naturfagene har det relativt godt i Danmark. Derfor er det også vigtigt, at vi dels sikrer en bedre kobling mellem private og uddannelsesinstitutionerne, og dels kigger mere grundigt på de potentialer for innovation, der ligger i den offentlige sektor. Vi kan udnytte vores store offentlige sektor langt bedre i innovationsarbejdet, sagde ministeren, der glæder sig over, at mange uddannelser vil indgå i forpligtende fællesskaber, som for eksempel DTU. Det er vejen frem, mener han.

Og han ser desuden forbilleder i udlandet:

- I Holland prioriteres innovation langt mere. Her har man nedsat en enhed, der kigger på, hvilke love og regler, der modarbejder ambitioner om for eksempel grøn vækst. Det kan vi lære af.

Negative vækstrater

FRI havde også inviteret professor Anders Sørensen, CBS, der via sin forskning understregede, at hvis man giver sig i kast med innovation uden at have forudsætninger eller kvalificerede folk til det, oplever man negativ vækstrate. Det samme gælder ikke-uddannelsesintensive virksomheder.

- Man kan se af tallene, at det er vigtigt at have forsknings- og udviklingsafdelinger. Det hænger måske ikke direkte sammen med produktionen, men man lærer af produktionen. Virksomheder, der for eksempel sender videnproduktion til udlandet, udvikler typisk også forskningsafdelinger, sagde Anders Sørensen.

At temaet for årsdagen, globalisering og kompetencer, er vigtigt, var Kaj Möller, president hos Sweco International AB, enig i. Under overskriften “Is there no end to all the trouble", havde han bevæbnet sig med en stor stak eksempler, tal og dokumentation, der dels viste, hvor stort et pres der ligger på Europa i forhold til lønninger, og dels i forhold til store projekter, der finansieres af for eksempel kinesiske banker.

- Ingeniører fra Spanien, Irland, Italien og selv Grækenland vil ikke sidde stille. Dertil kommer konkurrence fra resten af verden. Derfor skal vi øge værdien af vores ydelser, ikke øge vores honorarer, lød det fra Kaj Möller.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094