Generationsskifte i Contiga Tinglev
Den tidligere Tinglev Elementfabrik får efter 20 år ny adm. direktør, når Karsten Rewitz sætter sig i direktørstolen og Jakob Knudsen stopper
I december 2010 måtte elementfabrikken kaste håndklædet i ringen og indgive sin konkursbegæring, men godt en måned senere blev hele virksomheden købt af den norske stål- og betonelementproducent Contiga AS, som overtog Tinglev Elementfabriks produktion og sikrede de igangværende projekter. Samtidig skiftede fabrikken navn til Contiga Tinglev A/S.
Efter mere end 20 år i virksomheden er det så også tid til at den hidtidige adm. direktør, Jakob Knudsen, træder et skridt tilbage til fordel for andre opgaver i Contiga, hvor han vil stå til rådighed for den samlede Contiga Gruppe med sin store erfaring inden for elementbyggeri. Han overlader fra på onsdag roret til Karsten Rewitz.
Da Jakob Knudsen kom til Tinglev Elementfabrik i 1989, var der 20 ansatte og gennem årene er virksomheden vokset til i dag 240 ansatte og en fabrik ved Berlin i Tyskland med 75 ansatte samt en tysk montagevirksomhed med 20 ansatte.
Alene på det tyske marked har virksomheden gennem årene leveret elementer til langt over 20.000 boliger og en række store erhvervsbygggerier, mens Contiga Tinglev blandt andet har leveret elementer til det store hotelbyggeri Bella Sky på Amager.
Succesfuld turnaround
Den nye direktør, Karsten Rewitz, er ikke ukendt med byggebranchen, idet han tidligere har været hos Egernsund Tegl og gennem otte år hos Lindab Danmark i Haderslev.
De sidste fire år har Karsten Rewitz været adm. direktør hos W. Stoll Maschinenfabrik GmbH i Tyskland, som tilhører Freudendahl Invest i Sønderborg og er verdens andenstørste producent af frontlæssere til traktorer.
På trods af stor succes hos W. Stoll, som han har ført gennem en succesfuld turnaround efter store økonomiske problemer ved tiltrædelsen i 2008, var Karsten Rewitz ikke i tvivl, da han fik tilbudt stillingen i Contiga Tinglev.
- Contiga Tinglev er velkendt i Danmark og i dele af Nordtyskland. Der er et stort moderne produktionsapparat på begge fabrikker, og der vil altid være et marked for nybyggeri. Jeg ser et stort potentiale for Contiga Tinglev, hvor der er en række spændende udfordringer, siger Karsten Rewitz.
Contiga Tinglev har en årlig omsætning på godt 400 mio. kr. og råder over 40.000 kvm produktionslokaler og 400.000 kvm udendørs lagerplads fordelt på fabrikkerne i Tinglev og Berlin. Den samlede årlige kapacitet er en million kvm betonelementer.