Byggenyt
Esbjerg: Planerne om en international erhvervspark Next Step City" med 70.000 kvm. erhvervsbyggeri, som skal huse over 1.000 videnarbejdspladser og op imod 3.000 arbejdspladser i alt, ser nu ud til at blive realiseret, skriver Jydske Vestkysten.
Syd Energi er allerede i gang med sit store domicilbyggeri, men nu påbegynder selskabet også byggeriet af et nyt kontorhus sammen med Esbjerg-virksomheden Inter Gruppen.
Bygningen bliver på 2.500 kvm fordelt på tre etager og med plads til 130 medarbejdere. Den bliver omdrejningspunkt for arbejdet med digitale løsninger og en af de nye lejere er det internationale IT-firma Trifork.
Første etape af den nye erhvervspark ventes klar til indflytning i andet kvartal 2013.
GRINDSTED: Billund Byråd er indstillet på, at der skal bygges nogle boliger til ældre handicappede borgere i Grindsted.
Social- og sundhedsudvalgsformand Kai Bayer siger til Vejle Amts Folkeblad, at han håber, der kan gives en anlægsbevilling allerede i år, sådan at de nye ældreboliger kan tages i brug næste efterår. Kai Bayer forestiller sig, at de nye boliger opføres ved ældrecentret Sydtoften i Grindsted.
Region Midtjylland
Skanderborg: Politikerne i Skanderborg Kommune har vedtaget, at der skal bygges et nyt rådhus samt en dobbelthal på Fælleden i Skanderborg, skriver Horsens Folkeblad.
Planerne lægger op til at opføre et prestigebyggeri, hvor der bliver liv og glade kondiløbere omkring kommunens nye rådhus i Højvangen.
Byggeriet skal som minimum rumme den kommunale administration og en dobbelthal med plads til opvisningsbane og 2.000 tilskuere. Ved større arrangermenter skal hallen rumme 3.000 stående tilskuere.
Kommunen vil desuden gå i dialog med Sydøstjyllands Politi, da det har udtrykt ønske om at følge med til Fælleden. Byggeriet kan gå i gang i begyndelsen af 2014 og afsluttes i foråret 2016.
HORSENS: Horsens Andelsboligforening af 1954 har bygget og udlejet 51 familieboliger på det tidligere Øsstergade Stadion, og har nu sagt ja tak til at købe nabogrunden til boligerne. Her kan der bygges seks boliger på henholdsvis 102 og 109 kvm i samme stil som de øvrige boliger.
Horsens Byråd har givet grønt lys for byggeriet, der ventes anskaffet for lidt over 12,5 mio. kroner.
Region Hovedstaden
HELSINGE: Tofteskole i Helsinge, der stammer fra 1972, lukker som skole, når den nye Nordstjerneskole står klar til brug efter juleferien i år. Tofteskolen overtages derefter af et nydannet konsortium af lokale og erhvervsfolk, kaldet Skovgårds Have ApS, som vil bygge en række mindre parcelhuse på området. Det fortæller Frederiksborg Amts Avis. Hvis området som ønsket skal bruges til parcelhuse, skal der laves en ny lokalplan. Dette arbejde er så småt gået i gang.
Tegnestuen Møllestræde i Hillerød er rådgiver for bygherren.
Region Sjælland
LEJRE: Politikerne i Lejre Kommune vil have undersøgt, om man kan lave en ejerlejlighedsopdeling af Glim Skole, skriver Dagbladet Roskilde. Hensigten er, at hallen og idrætsfaciliteterne kan fortsætte i kommunalt regi, når den øvrige del af skolebygningerne en dag er solgt.