Byggenyt
SILKEBORG: Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Silkeborg Kommune har godkendt et forslag til lokalplan og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for et bolig- og erhvervsområde ved Kejlstrupvej.
Forslaget er udarbejdet på baggrund af et projektforslag fra Laban Arkitekter, og det giver mulighed for, at der indenfor området ved Brand og Redning kan opføres 53 tæt-lave boliger, samt at Hotel- og Restaurantskolen kan anvendes til andre formål end undervisning for Teknisk Skoles elever.
REGION SYDDANMARK
ODENSE: By- og Kulturudvalget i Odense Kommune har godkendt, at lokalplanforslaget for byudviklingsområdet ved Lindved Ådal sendes i høring.
Lokalplanen skal bane vejen for, at et nyt boligområde til foråret kan skyde op ved det rekreative område ved Lindved Ådal, få kilometer fra det kommende supersygehus. Ejendomsudviklings-firmaet Humlebo Gruppen A/S, der har købt grunden, er overbevist om, at området vil blive særligt attraktivt for personer med tilknytning til det nye OUH.
Efter endt høring og såfremt det bliver politisk vedtaget, vil de første udstykninger formentlig kunne være på plads i foråret 2015.
REGION SJÆLLAND
SORØ: Sorø Kommune har fra firmaet Amstrup & Baggesen Entreprise A/S i Odense modtaget en anmodning om at igangsætte en planlægning, der muliggør etablering af en dagligvarebutik på 1.000 kvm på Fredensvej 1 og 3 i Stenlille.
En imødekommelse af ansøgningen vil kræve udarbejdelse af både et tillæg til kommuneplanen og en lokalplan, og Teknik- og Miljøudvalget har godkendt, at der i første omgang gennemføres en fire uger lang forhøring med henblik på at få nogle lokale tilkendegivelser på det ansøgte projekt.
Et butiksprojekt på stedet vil forudsætte, at de nuværende erhvervsbygninger nedrives.