Lille jysk firma vinder stort sygehusprojekt
Det lignede Davids kamp mod Goliat, men en lille og omstillingsparat spiller på det store sygehusmarked løb med en af de helt store opgaver
Her har den mindre virksomhed Fårup Betonindustri med en kombination af held og dygtighed fået opgaven med at levere og montere betonelementerne til den kommende akutmodtagelse og neurocenter, blandt andet 18.000 kvm vægge og 2.000 meter søjler.
Gode relationer
Hovedentreprenør på råhus og lukning Poul Pedersen A/S kender Fårup Betonindustri som yderst kompetente fra tidligere samarbejder og bød dem derfor med til bordet på byggefelt N4.
Projektgruppen i DNU (Det Nye Universitetshospital i Aarhus, red.) var skeptiske over for den lille underleverandør, men Søren Nøhr Rasmussen, direktør og partner i Poul Pedersen A/S, stod på mål for den østjyske betonvirksomhed.
- Ved allerførste møde sidder vi med DNU-rådgivergruppen, som spørger til elementleverandøren. De aner ikke, hvem Fårup Betonindustri er. De er kun vant til at samarbejde med de helt store aktører og er lidt skeptiske, fortæller Søren Nøhr Rasmussen.
Selv havde han stor tiltro til Fårup Betonindustri og virksomhedens medarbejdere, og lovede DNU, at de ville blive positivt overraskede.
Søren Nøhr Rasmussen ser en fordel i at samarbejde med den mindre betonelementleverandør, fordi virksomheden matcher Poul Pedersen A/S størrelse.
- Kendetegnende for mindre virksomheder er, at vi er mere omstillingsparate. Det giver en anden og mere fleksibel tilgang til tingene, fordi der er kortere vej til beslutningerne, siger han.
Senere fik piben en anden lyd:
- Da vi kom til anden etape, vidste vi, at her skulle Fårup Betonindustri også med. Det var samme proces, samme type møde som i første etape blot spørger DNU denne gang nu er det vel Fårup, der skal med igen?", fortæller Søren Rasmussen.
Alle tunet ind
På betonelementfabrikken i Fårup er alle nu tunet ind på sygehusbyggeriet.
- Vi har satset og sagt ja til at løfte en opgave af en størrelse, vi aldrig før har prøvet kræfter med, siger indehaver og direktør Brian Knudsen, Fårup Betonindustri.
Det er en seriøs beslutning på strategisk niveau om at geare virksomheden til sygehusbyggeri. Hele organisationen ved, at det bliver svært og alle er, ifølge Brian Knudsen, klar på at løfte opgaven.
Der er ekstremt store krav til dokumentation og kommunikation omkring et sygehusbyggeri. Der er konstant kvalitetssikring af arbejdet på byggepladsen, DNU kommer på uanmeldt besøg i produktionen, og hver 14. dag skal de have tilsendt prøveresultater, kontrolmålinger og betonprøver.
- Det er vi ved at lære, fordi vi vil magte det, lyder det fra direktøren.
Koordinering og vilje
Størrelses- og kapacitetsudfordringen løses blandt andet ved, at kollegaerne i branchen, med Brian Knudsens ord, stiller sig op ved siden af hinanden", og de køber således supplerende elementer hos hinanden et samarbejde der er bygget op over mere end 20 år.
- Det er det, vi kan. Vi koordinerer og binder sammen, og vi har investeret i it, maskiner og ekstra medarbejdere, siger Brian Knudsen, der anfægter kutymen om, at billigste leverandør får ordren:
- Sådan fungerer det ikke nødvendigvis. Står jeg med 20 mand, der venter på betonelementer, som ikke dukker op, så ryger der hurtigt en 10.000 kroner-seddel, derfor gør ordholdenhed en stor forskel, når vi inviterer leverandører med til bords, siger Søren Nøhr Rasmussen.
Betonelementfabrikken er dermed ifølge direktøren blevet en vigtig erfaring rigere:
- Med den viden, vi har nu fra Skejby og DNU-byggeriet, forventer vi at byde på sygehusbyggerier i Aalborg og Holstebro/Herning, siger Brian Knudsen.