Byggenyt
RAMME: Ramme-Hallen skal bygges om for fem mio. kr.
Halbestyrelsen vil blandt andet opføre en ekstra multihal på omkring 4.000 kvm.
Det første penge til ombygningen er i hus, idet hallen har fået tilsagn om en halv mio. kr. fra både Ramme-Lomborg IF og fra en grøn ordning. Hallen har også søgt om støtte hos blandt andre Lemvig Kommune, den lokale industriforening og en række fonde.
Formand for Ramme Hallens, Troels Lange, siger til Lemvig Folkeblad, at han håber på, at byggeriet kan komme i gang allerede i september måned i år.
REGION SYDDANMARK
RUDKØBING: Foreningen Ørstedspavillonen i Rudkøbing har kun et par mio. kr. på bogen at gøre godt med til en ombygning af Rudkøbings historiske danseetablissement.
En totalrenovering vil imidlertid koste 16 mio. kr., og derfor har bestyrelsen i Ørstedspavillonens støtteforening besluttet at gennemføre renovering og ombygning over flere etaper. Det skriver Fyns Amts Avis, der også kan fortælle, at foreningen i første omgang sammen med en arkitekt skal have sat tal på, hvad det vil koste at ombygge Ørstedspavillonen etapevis.
ESBJERG: I januar måned 2014 står et iøjnefaldende byggeri på 2.500 kvm, 30 meter i højden og udsigt over havet klar på Tovværksgrunden i Esbjerg, skriver Jydske Vestkysten.
Cebra Arkitekter A/S fra Aarhus samt LB Consult har tegnet byggeriet, som opføres af Ungdomsbo. Byggeriet skal indrettes med 48 ungdomsboliger og den øverste del er afsat til Esbjerg Sports College. Her skal 25-30 talenter inden for de syv største sportsgrene bo.
Bygningen kommer til at koste omkring 50 mio. kr.
REGION SJÆLLAND
VORDINGBORG: Fremtiden for Vordingborg som handelsby afgøres måske hen over sommeren. Engagerede politikere ønsker sig både shoppingcenter i centrum og nyt rådhus, skriver Sjællandske.
Kommunen har kontakt til investorer og formentlig også en større dagligvarekæde om en mulig etablering af et stort shoppingcenter, hvor rådhuset og Kvickly i dag ligger.
Der arbejdes samtidig med planer om et rådhusbyggeri til 128 mio. kr. i Vordingborg.
JERSIE: Det ser ikke umiddelbart ud til, at det stort anlagte biogasanlæg i Jersie bliver forsinket, skriver Dagbladet Køge.
Køge Museum, Seas/NVE og nogle få borgere er indtil videre de eneste, der har benyttet muligheden for at gøre indsigelse.
Det planlagte biogasanlæg bliver 20.000 kvm stort og kommer til at koste omkring 93,5 mio. kr. Det skal ifølge planerne stå færdigt i starten af 2015.
REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG: By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune skal på sit møde i dag 4. juni tage stilling til en ansøgning om sammenlægning af lejlighederne Holger Danskes Vej 100, 2. th. og 2. tv.
By- og Miljøområdet indstiller, at ansøgning om tilladelse til at sammenlægge lejlighederne imødekommes på betingelse af, at der ikke kan ske fornyet opdeling i to lejligheder, uden at begge lejligheder forsynes med tidssvarende wc/badeværelser.
Den sammenlagte lejlighed vil blive 157 kvm.