23948sdkhjf

Rambøll bryder grænser

Den internationale danske rådgivningsvirksomhed Rambøll vokser i konkurrencepræget globalt marked
Fortsatte opkøb og nye banebrydende projekter skal sammen med en konkurrencedygtig international platform skabe solid lønsom vækst for Rambøll i årene fremover. Det oplyser selskabets ledelse i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet, som viser, at Rambølls omsætning i 2011 voksede med 13 procent til 6.891 mio. kr. (6.075 mio. kr. i 2010). Den organiske vækst udgjorde otte procent, mens fire procent kom fra opkøb af virksomheder.

En positiv valutaeffekt, særligt i svenske kroner, havde en effekt på vækstraten i danske kroner på +1 procent. Den positive udvikling resulterede i, at medarbejderantallet voksede med mere end 550 personer, og dermed nåede virksomheden ved udgangen af året op på 9.521 medarbejdere (8.970 medarbejdere i 2010).

Resultatet før skat blev 295 mio. kr., hvilket er en stigning på syv procent sammenlignet med 2010 (276 mio. kr.). Driftsresultatet før goodwillafskrivninger udgjorde 356 mio. kr. (394 mio. kr. i 2010), mens driftsmarginalen var 5,2 procent (6,5 procent i 2010). Samlet set er Rambølls ordrebog ved udgangen af 2011 vokset til 3,2 mia. kr., hvilket er 15 procent mere end året før (2,8 mia. kr. i 2010).

Stærk vækst i Norden

Der er præsteret solide vækstrater i de fire nordiske lande samt internationalt inden for energi og olie/gas, mens virksomheden oplevede negativ vækst inden for enkelte rådgivningsområder i Storbritannien, Mellemøsten og Rusland.

Rambøll købte i løbet af året 14 virksomheder i Storbritannien, Danmark, Finland, Norge og Polen. Det største tilkøb var den britiske rådgivervirksomhed Gifford med cirka 500 medarbejdere, hvilket har fordoblet Rambølls størrelse i Storbritannien til cirka 1.000 medarbejdere og styrket virksomhedens multidisciplinære position på det britiske hjemmemarked såvel som internationalt.

Desuden har overtagelsen af 110 medarbejdere fra Dong Energi i Danmark styrket Rambøll med ekspertise inden for større kraftværker og ikke mindst inden for konvertering fra kul til vedvarende energiproduktion.

- Det er Rambølls klare ambition fortsat at styrke kompetencer og geografisk dækning gennem opkøb, oplyser Rambølls koncernchef Flemming Bligaard Pedersen.

Går efter guldet

- I løbet af 2011 foretog vi også et grundigt eftersyn af vores portefølje af forretningsområder og tog nogle svære beslutninger om frasalg af forretningsområder for at kunne fokusere på vores kerneforretning og for at sikre de bedste løsninger for vores kunder og medarbejdere.

- I 2011 blev vores 240 medarbejdere i Ramboll Informatik overdraget til den store danske IT-virksomhed KMD. Endvidere frasolgte vi vores finske og svenske enheder, som arbejder med udviklingsstøtteprojekter, vores industrivirksomhed i Finland samt foretog frasalg gennem management buy-outs i den nordlige del af Norge og Litauen, siger Flemming Bligaard Pedersen og påpeger, at en konkurrencedygtig platform er afgørende for at kunne skabe lønsom vækst i et fortsat konkurrencepræget globalt marked.

- Vi har i løbet af 2011 foretaget såvel strategiske opkøb som frasalg af forretningsenheder for at skabe fundamentet for fortsat lønsom vækst. Vi er i global konkurrence, så vi har ligeledes fokuseret på at styrke vores forretningsmodel, hvor medarbejdere globalt bringes i spil der, hvor det giver os konkurrencemæssige fordele. Ved at se mulighederne i international arbejdsdeling sikrer vi høj konkurrencedygtighed, når vi går efter at vinde interessante projekter, siger koncernchefen. Han oplyser, at årsrapporten vil blive offentliggjort efter generalforsamlingen den 20. marts 2012.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156