Simplere udbudsregler er ønskeligt
Uklare regler og manglende vejledning bør ikke stå i vejen for et tættere samarbejde mellem kommuner og private virksomheder
Efterlysningen kom i forbindelse med en fælles konference i går, hvor KL og DI satte fokus på, hvordan man udvikler og styrker samarbejdet mellem kommuner og private virksomheder.
- Det eneste, der bør afgøre, om en opgave sendes i udbud eller ej, er, om den kan løses bedre og billigere. Uklare udbudsregler og manglende kompetencer bør aldrig være en hindring for konkurrence om de offentlige opgaver, sagde DIs adm. direktør, Karsten Dybvad, mens KLs formand, Erik Nielsen, efterlyste bedre rammer for samarbejdet med virksomhederne.
Nøglerolle
- Samarbejde spiller en nøglerolle. Det skal ikke være så besværligt, og vi skal være bedre til i fællesskab at finde frem til de løsninger, som udnytter begge sektorers kompetencer og strukturelle fordele optimalt, sagde Erik Nielsen blandt andet.
Karsten Dybvad slog fast, at parterne gennem bedre kompetencer i både virksomheder og kommuner for alvor kan høste gevinsterne ved flere udbud og et tættere offentlig-privat samarbejde.
- Samarbejdet mellem kommuner og virksomheder spiller en nøglerolle, når vi skal have den offentlige sektor til at fylde mindre og yde mere. Samtidig giver brug af private leverandører på flere områder mere valgfrihed for borgerne, sagde Karsten Dybvad.
Fleksible regler
Kommunerne efterlyser mere fleksible regler, der giver langt bedre plads til dialog og forhandling med potentielle leverandører.
- Man får hverken gode processer eller gode løsninger, hvis man ikke kan tale sammen undervejs. Når dialogen mangler, risikerer vi at købe gårsdagens løsninger, fordi vi ikke kender den nyeste udvikling, sagde Erik Nielsen.